Povl Markussen bliver vagthund for vandet
Fra foråret indtræder Povl Markussen som forbrugerrepræsentant i bestyrelsen for HOFORs 14 vand- og spildevandsselskaber. Her vil han bl.a. arbejde for, at vi udnytter næringsstofferne i spildevandet, og at forbrugerne bliver mere ansvarsbevidste
Fra foråret indtræder Povl Markussen som én af to nye forbrugerrepræsentanter i bestyrelsen for HOFORs (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) vand- og spildevandsselskaber. Så når virksomheden i fremtiden skal arbejde med planer for vand og spildevand, vil de kunne få input fra en helt ny front.
Det er første gang, selskaberne skal have en forbrugerrepræsentant siddende i bestyrelsen, og Povl Markussen føler sig godt rustet til opgaven:
”De erfaringer, jeg har fra brugergruppen, håber jeg at kunne bruge i det kommende bestyrelsesarbejde. I gruppen behandler vi væsentlige miljøspørgsmål om affald, vand og varme, inden de kommer til politisk udvalg. Så man kan kalde det en forlængelse af demokratiet, hvor borgerne bliver involveret i handleplaner for f.eks. vand, varme og renovation, siger han.
Udnytte ressourcerne
Povl Markussen er daglig leder af Agenda Centeret, der hjælper boligområder med at gennemføre forskellige miljøinitiativer.
Blandt initiativerne er et projekt, som han har været med til at starte op i 1999. I ti boliger har man installeret urinsorterende toiletter, der adskiller urinen fra resten. Urinen lagres så i tanke og kan videre bruges til at gøde marker.
”Som det er nu, ødelægger vi næringsstofferne på vores rensningsanlæg i stedet for at bruge dem. Derfor håber jeg at kunne bringe den diskussion ind i HOFOR. For et er at kunne håndtere spildevandet, noget andet er at udnytte de livsvigtige næringsstoffer, der er i det”, siger han
Forbrugerne skal med
At arbejde og fritidsinteresser går hånd i hånd, skal man ikke være i tvivl om. Povl bor i Hyldespjældet, hvor man de sidste 25 år har arbejdet med miljøomstillinger. Povl har været med fra starten og sidder også i Hyldespjældets grønne miljøudvalg.
I Hyldespjældet har man blandt andet halveret beboernes gennemsnitlige vandforbrug og gennemført flere miljøinitiativer som f.eks. at begrønne flere af tagene. At det grønne arbejde er blevet en succes skyldes ifølge Povl, at beboerne er åbne for det. Den erfaring vil han gerne tage med sig ind i HOFOR.
”Man kan sagtens sætte en ingeniør til at løse et problem, men der er også en kulturel udfordring. I sidste ende er det borgeren, der ikke kun åbner for vandhanen, men også beslutter hvornår, den skal lukkes igen. Hvis man skal lykkes med at skabe bæredygtige byer, skal man have borgerne med, og det er et ansvar, som landets største vandselskab også har del i”, siger Povl Markussen.