Det bliver for vildt - D.A.D spiller på Walthers
Spillested i Skanderborg skal lægge scene til legendarisk rockband
musik De har gået og holdt på en spændende hemmelighed på byens unge spillested Walthers i et stykke tid, men torsdag kunne folkene bag Smukfests spillested i Skanderborg endelig løfte sløret for, at D.A.D kommer på besøg den 4. februar. Her spiller de en af ialt 30 koncerter på bandets 30 års jubilæumstour.
"Lad os spille 30 shows i træk i Danmark, lad os spille 30 shows i Europa. Lad os fejre de små rockklubber og spillesteder der lukkede os ind og gav os de første chancer for at rocke, lad os fejre vores fans ved at give dem en unik svedende, tæt og anderledes oplevelse - og lad os fejre vores fortid og finde ud af hvad det i virkeligheden var, der fik os hele vejen hertil," lyder meldingen fra det populære band.
Aftalen med D.A.D er ifølge daglig leder på Walthers, Mikkel Xavier Jonassen, kommet i stand uafhængigt af Smukfest, og Skanderborg er ikke den eneste lille by, som får besøg af bandet bag hits som "Sleeping my day away" og "Bad craziness."
"Vi har plads til knapt 200 mennesker, så vi regner med at få udsolgt ret hurtigt," siger Mikkel Xavier Jonassen.
Koncerten bliver en klassisk D.A.D rockkoncert, som de fleste kender den, bare i meget mere intime rammer.
"Vi har 22 tons sand i loftet som lydisolering, så man kan spille ret højt, uden at det generer naboerne," siger Mikkel Xavier Jonassen.
Han oplever at folk for alvor er begyndt at få øje på, at Walthers er andet og mere end et sted, hvor de unge hænger ud, efter at spillestedet startede op for to år siden.
"Vi er et spillested for alle. Det bekræfter koncerten med D.A.D på fornemste vis," siger han.
Billetsalget åbner på www.smukbillet.dk i morgen den 1. november klokken 11.