SF vil indføre whistleblower-ordning
Flere medlemmer af byrådet bakker allerede nu op om forslaget
SF I Aarhus foreslår, at kommunen indfører en særlig whistleblower-ordning. En ordning, der giver medarbejderne i kommunen mulighed for anonymt at indrapportere ulovligheder og alvorlige uregelmæssigheder. og som og give udvidet mulighed for at få alvorlige forhold frem i lyset.
“Vi vil gerne give medarbejderne et sted at gå hen, hvis de oplever lovbrud. Vi skal beskytte de ansatte, der indgiver oplysninger,” siger byrådsmedlem Thomas Medum (SF).
Succes i København
Københavns Kommune indførte ordningen i oktober sidste år og har siden fået mellem 45 og 50 henvendelser, hvoraf knap 35 var af så alvorlige forhold, at de er blevet sendt videre til forvaltningerne. Sagerne handler bl.a. om omsorgssvigt, strafbare forhold og sundhedsmæssige lovbrud.
“Vi kan se, at ordningen har været en succes i København, og jeg er overbevist om, at der også er et behov for at kunne råbe vagt i gevær i Aarhus,” siger Thomas Medum.
Han foreslår, at ordningen bliver bundet op på den nye borgerrådgiverfunktion, som kommunen i forvejen skal oprette.
“Jeg tror, det kan gøres for meget få penge, hvis vi handler nu i stedet for først bagefter at indføre whistleblower-ordningen,” siger han.
Fornuftigt forslag
Flere medlemmer i byrådet bakker allerede nu op om forslaget, der bliver fremsat på det kommende byrådsmøde.
“Det lyder fornuftigt. Vi bryster os med, at man skal være åben, og der er ytringsfrihed i kommunen. Men så snart personalet begynder at ytre sig, bliver det stoppet på vej op i systemet. Derfor er det en god ide,” siger Jette Skive (DF).
Også Niels Christian Selchau-Mark (K) og Rabih Azad-Ahmad (R) bakker op om forslaget.
“Jeg er varm tilhænger. Jeg er bange for, at en del medarbejdere går rundt med en misforstået loyalitetspligt. Ved en anonym ordning kan de sige fra, der hvor det ikke går som det skal,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Socialdemokraternes Hans Halvorsen har heller ikke noget at indvende mod forslaget.
“Men jeg tror nu ikke, der er behov for det, for vi burde have så fri en omgangstone i Aarhus Kommune, at medarbejderne ikke er bange for at sige, hvis noget trykker,” siger han.