Lars Ville Jensen slagtede fedtafgiften
Slagter Lars Ville Jensen har været én af frontkæmperne imod fedtafgiften. Nu har Danske Slagtermestre kåret ham som ’Årets Æresslagter’
Lars Ville Jensen, der driver Villes Slagtehus og Gårdbutik i Hejls, blev noget overrasket da brancheforeningen Danske Slagtermestre forleden var samlet til generalforsamling. Trods sin plads i bestyrelsen kom det som en fuldstændig overraskelse, at han blev kåret til 'Årets Æresslagter'. En titel, som aldrig tidligere, i foreningens næsten 100 årige historie, er blevet givet til et slagtehus.
”Nu er det ikke fordi jeg altid er enig med mine bestyrelseskolleger, men jeg blev alligevel helt målløs,” erkender Lars Ville Jensen, som ellers ikke er kendt for at være mundlam.
”Jeg havde jo selv været med til at behandle hvem, som skulle kåres. Men alle de andre snakkede om én eller anden faglærer, som var noget så dygtig, så jeg tænkte at det var da fint med mig,” griner han og stiller beredvilligt op til fotografering med diplom og skulptur – de synlige beviser på den store hæder.
I en alvorlig stund kan slagteren fra Hejls godt forstå valget af ham selv som Årets Æresslagter. Det har nemlig været en slidsom tid for slagterforeningens bestyrelse, og Lars Ville Jensen har været med helt fremme i frontlinjen:
”Vi har jo kæmpet en lang kamp imod fedtafgiften, som ikke kun var en dårlig lov, men også meget konkurrenceforvridende. Mindre producenter skulle betale fuld afgift, imens store producenter – som f.eks Danish Crown – kunne nøjes med at betale afgift af den del af produktionen, som endte i danske butikker. Det betød at når de små producenter betalte 100 procent, så betalte de største måske syv procent,” fortæller Lars Ville Jensen, der selv var omdrejningspunktet i forhandlingerne med politikerne.
”Troels Lund Poulsen, der var minister på det tidspunkt, har tre gange været nede ved mig, og vi har siddet sammen med en masse skattefolk fra København i min stue og forhandlet. Også Eva Kjer Hansen før ham, har jeg haft fornøjelsen af,” fortæller han.
I dag er fedtafgiften fortid, men det holdt hårdt. Og Danske Slagtermestre måtte i retten for at få fjernet det konkurrenceforvridende element:
”Vi investerede 1,2 millioner kroner i den bedst tænkelige advokat. Men vi vandt – og har siden fået pengene tilbage,” glæder Lars Ville Jensen sig.
Nye mærkesager
At der er behov for en stærk brancheforening, som samtidig er økonomisk polstret, viser den seneste mærkesag. Nu gælder det spildevandsafgiften.
”Også den er konkurrenceforvridende. Hvor vi mindre producenter skal betale den fulde afgift for spildevand, så får de store producenter store rabatter. Det betyder at f.eks Danish Crown kan spare 60% på den konto. Det er da underligt at man kan få bonus for at svine mere,” mener Årets Æresslagter, der understreger at foreningen også vil kæmpe denne sag til sidste komma.
Danske Slagtermestre har dog også mere fornøjelige mærkesager:
”Vi kunne godt tænke os, at gøre vor branche mere interessant for de unge – lidt lige som kokkebranchen har gjort,” fortæller Lars Ville Jensen, der blev behørigt fejret på generalforsamlingen:
”Der er meget fine traditioner for den slags. Efter kåringen samles alle tidligere æresslagtere, og så får vi en rigtig god – og rigtig stor – whisky, slutter manden der slagtede fedtafgiften.