Fortsæt til indhold

Man skulle være en guitar i Frederiks hænder

Frederik Tygesen fra Skanderborg er et kæmpetalent med en guitar. Det er ren magi

Samfund
Anne Mathilde Friis Larsen

Magi eller måske er det den blå følelse, som alle i bluesmiljøet i Horsens snakker om. Den blå følelse, der rækker ud, tager dig med, lokker dig nærmere. 18-årige Frederik Tygesen, der går i 3.g på Skanderborg Gymnasium er svær at få øjnene fra, når han er på scenen.
Han tager hånd om sin guitar på sin helt egen facon.. Han har en helt særegen stil, hvor han skubber skulderen lidt beskyttende ind over den, samler kroppe om den, sværmer for den og sjæler med den, mens fingrene bare leger de sprøde blå toner ud af den.

Ydmyg og dragende

Han minder lidt Jens Fup ved første øjekast. En ranglet gut, der ikke fylder meget i selskabet. Ydmyg og måske endda genert, men dragende.
“Jeg spiller blues, fordi det er den musik, jeg bedst kan føle. Man snakker om den blå følelse, man bliver glad af det, også hvis man er nedtrykt. Og så stammer det jo fra slaverne, så det er oprørsk musik,” fortæller Frederik Tygesen, om hvorfor det netop er blues, han har kastet sig over.
“For at kunne udtrykke mig, det var det jeg faldt for den gang,” siger den 18-årige, om valget af instrument, der startede med at spille guitar, da han var 13-14 år gammel.

Imponerede fra start

I mørket på Kulisselageret i Horsens går snakken inden aftenens koncert, og cigarkasseguitaren, som en ven har lavet skal lige prøves af inden aftenens koncert skal spilles.
Det var her på Kulisselageret det unge talent mødte de andre fra Big O & The Blue Quarters første gang til en jamsession. Det var på hans femten års fødselsdag.
“Jeg husker det, som var det i går,” fortæller Mathias Rindom. Han er orkesterets 20-årige trommeslager.
“Han havde fødselsdag, så selvfølgelig skulle han spille, og alle sagde bare 'hvad skete der lige der'. Den feeling og timing han har, alle de pauser, der er i blues, dem har han. Han er fantastisk.”

Gudsbenådet guitarist

Når Frederik griber ud efter guitaren, er der ikke længere det mindste spor af Jens Fup, der er bare passion og fantastisk musik. Som de siger i krogene på Kulisselageret en onsdag aften: en bluesguitarist i absolut topklasse helt på højde med de bedste i landet, gudsbenådet eller bare hold-da-kæft-han-er-god afhængig af alderen på den, der ytrer sig. Ren magi er det i hvert fald