Fortsæt til indhold

Mårslet Skole tager forskud på reform

Den nye skolereform træder i kraft i sommeren 2014, men i Mårslet er man så småt begyndt

Samfund
Camilla Olesen

Det kan ind imellem være en fordel at være på forkant, og det er præcis, hvad Mårslet Skole forsøger, når det handler om den kommende skolereform.
Skoleleder på stedet, Inge Pedersen, har nemlig sat en række initiativer i gang for indskolingen, der består af 0.-4. klasse.
Efter sommerferien skal de vænne sig til at gå længere tid i skole, og da der var timer, der skulle indhentes i forbindelse med forårets lockout, ja så var det oplagt allerede at starte ændringer af børnenes hverdag allerede efter sommerferien i år.

Flere voksne og mere tid

“Vi gør det for at få erfaring med, hvad der virker, så vi er mere klar til skolereformen,” siger Inge Pedersen.
Konkret betyder det blandt andet, at de yngste elever har flere timer i skolen, der er tænkt bevægelse og natur ind i hverdagen, og samtidig er der kommet et større samarbejde mellem lærere og pædagoger, så der nu halvdelen af dagen er en pædagog og en lærer til stede i klasserne.
Derudover er der lavet et temabånd midt på dagen, hvor tanken er, at eleverne skal have fornyet energien.
“Vi eksperimenterer med, hvad der virker, så børnene får et break, så de kan klare at gå i skole til syvende lektion,” fortæller Inge Pedersen.

Gode erfaringer

Fritidspædagogisk leder, Anette Christensen fortæller, at i løbet af dette her skoleår prøver de flere forskellige ting af for at tage de bedste erfaringer med fremover.
Det kan for eksempel være, hvor lang pause der skal til, så børnene er klar, og på hvilken måde de bliver bedst rustet til de længere skoledage.
Hele den nye måde at tænke skole på giver en række anderledes muligheder end tidligere, fortæller den anden fritidspædagogiske leder, John Amdisen.
“Lærerne og pædagogerne får en helt anden mulighed for at diskutere, hvad der er bedst for den enkelte klasse. Det hele kommer til at hænge meget bedre sammen,” siger han.
Selv om Mårslet Skole er godt på vej til at være helt forberedt på reformen, bliver der løbende justeret, så det er bedst for børnene.
“Vi er startet ét sted, og vi går små skridt hele tiden, så vi ikke skal tage det hele på én gang,” siger Inge Pedersen.