Lad os nu slippe for den jammersang...
Så nærmer vi os opløbet i KV13, og jo nærmere vi kommer målstregen, jo mere glemmer man de pæne manerer og graver dybere og dybere ned i mudderpølen. Måske drevet af desperation og modløshed, over manglen på faktuelle genstande for seriøs kritik.
Tilsvining af borgmesteren, beskyldninger grebet ud af den BLÅ luft og nu den gamle slidte 78'er, med sangen om tilknytning til fagbevægelsen. Man skal ikke ha beskæftiget sig meget med politisk historie, for at vide at der er tråde den vej for Socialdemokratiets vedkommende.
På samme måde som der er tråde til landbruget, industrien og andre dele af erhvervslivet for andre partier. Taberne er ikke os store aktører. Taberne er de små partier helt uden tråde og fangarme.
Og uanset hvor hjælpen kommer fra, så er der nogen som ufrivilligt betaler. Jeg er da ked af at de mange penge jeg betaler i gebyrer og renter til min bank, er med til at hjælpe Venstre. Alle som kører Hyundai stemmer vel heller ikke V? Osv.! Lad os nu slippe for den jammersang…
Og svaret på mange spørgsmål: Jeg stiller op selvom kommunen har sluppet for plakater med mit kontrafej, og mit eget parti har glemt mig i annoncerne...