Lasse og Mathilde gæster Audonicon
Audonicon glæder sig meget til at præsentere noget af et scoop, når den landskendte og afholdte duo, Lasse og Mathilde, gæster huset og giver en fyldig koncert med nye og gamle, kendte numre.
Lasse og Mathilde spænder vidt i dansk musikliv, og den folkekære duo er ganske vist flyttet til Lundeborg, men kun for at komme videre ud i verden. De er danske ind til benet, ja, men henter masser inspiration fra hele verden. Lasse og Mathilde har fået kant, og det skyldes den DNA, der ligger i Helner og Bondo, de to privatpersoner, der ligesom os andre må muge ud i tingene derhjemme engang imellem, for at finde frem til nye værdier fra et levet liv på godt og ondt. Kunstnere er altid søgende, hvis de vil videre, og det vil Lasse og Mathilde. Med tekster til eftertanke, til en befriende latter og drys af cayennepeber til en lige lovlig kynisk tidsalder. I øjeblikket bliver der arbejdet på nyt album ”Verden Venter” som udkommer i maj 2013. Med på indspilningerne er: Alex Riel, Bo Stief og Ole Fick.
Koncerten er søndag 5. maj klokken 15.00 i Audonicon., Grønnedalsvej 14, Skanderborg