Fortsæt til indhold

Lars Løkke cyklede fra Hammel

Venstres stærkt omtalte partiformand gav sit bidrag til valgkampen i Favrskov

Samfund
Michael Wulff

Det var en råkold og våd morgen i Favrskov lørdag. Alligevel spændte en lille flok seje motionsryttere fra Hammel Cykelklub skoene på og mødte op ved Hammel Idrætscenter med cyklerne.
Her ventede de klokken ti sammen med Venstres borgmesterkandidat Anders G. Christensen på den motionsglade partiformand Lars Løkke Rasmussen (V), som et kvarter efter tidsplanen svingede op ad Thorsvej på sin racercykel.
Se TV:
Lars Løkke i Favrskov
Den i den senere tid meget omtalte politiker gav sig tid til at hilse på alle de fremmødte, som udover cykelklubbens folk talte enkelte af Venstres egne byrådskandidater samt Venstres nye folketingskandidat Britt Bager.

Lars Løkke hilste for første gang på Venstres nye folketingskandidat i Favrskov Britt Bager. Hun skal afløse Karen Jespersen, som forlader Folketinget. Foto: Michael Wulff

Valgkamp i Hadsten

På samme tid kørte den tværpolitiske valgbus rundt i den østlige del af Favrskov for at snakke med vælgerne. Men Anders G. Christensen gjorde klar til at følge sin formand på cykel mod Randers i det friske efterårsvejr.
”Det er ikke altid, tingene kan passe sammen. Vi har i Venstre mange gode kandidater, som i dag må klare mødet med vælgerne. Jeg forsøger at nå bussen i Søften og Lading,” sagde Anders G. Christensen, mens der blev kørt frugt og energidrikke ud af Hammel Idrætscenter til de lettere frysende cyklister.

Lars Løkke Rasmussen (i front) måtte gennem Hammels største vandpyt, da han forlod byen og satte kursen mod Randers i selskab med Anders G. Christensen (th). Foto: Michael Wulff

Presse på plads

Lars Løkke Rasmussen blev igen fulgt af pressen fra formiddagsbladende, som massivt har dækket hans bilags- og senest bil-sag. Men partiformanden havde ikke mange ord til journalisterne, der ville høre til de seneste meningsmålinger, som er fulgt i kølvandet på omtalen.
”Jeg kommenterer ikke meningsmålinger, det ved I godt,” lød svaret fra Løkke.
Nærværende medie fik dog svar på spørgsmålet, om det var dårlig timing, at Anders G. Christensen ikke var i stand til at møde sine vælgere i Hadsten.
”Nu bliver han så kendt for at cykle, og hvis vi sætter tempoet op, så når Anders G. sikkert tilbage til Hadsten og vælgerne der,” sagde Lars Løkke Rasmussen, der allerede torsdag aften kommer tilbage til Favrskov for at holde møde i Søften.