Fortsæt til indhold

Fregatten forliste i de store arenaer

Foreningen bag musicalen ”Fregatten Jylland” er gået konkurs. Den 57-årige leder Kim Sørensen mister sin pensionsopsparing, men fortryder ikke opsætningen

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

'Fregatten Jylland' som musical kuldsejlede.
Et svigtende billetsalg til musicalens 27 forestillinger landet over betød, at foreningen bag, Dansk Musikteater, d. 31.oktober uge gik konkurs.
Der blev solgt 15.000 billetter, der svarer til en belægningsprocent på 51. Havde man solgt 20.000 billetter, havde man været i mål økonomisk. Så hvordan kunne det gå så galt, at en konkurs og dertil hørende manglende lønudbetaling til skuespillere og personale var eneste mulighed?
"Det er smadder ærgerligt. Vi har haft et budget på 6 mio. kr., og det kan ikke gøres for mindre, vil jeg sige. I de mindre kulturhuse i Næstved, Slagelse og Nykøbing Falster er det også gået rigtigt godt. Men i de store arenaer som f.eks. Arena Nord i Frederikshavn, der har vi kun solgt 20 pct. og mindre," siger en skuffet Kim Sørensen.
Han mener, at publikummet til de nye, store arenaer endnu ikke er fulgt med.
"Havde vi vidst det, så havde vi gjort meget mere ud af markedsføringen de steder."

Pænt besat i musikhuset

I Musikhuset Aarhus, hvor forestillingen havde premiere den 19. september sidste år, blev der til tre forestillinger solgt i alt 3.100 billetter.
"Det var ret pænt. En belægningsprocent på omkring 65 som planlagt over hele landet," siger komponisten og teaterlederen.
Musikhusets arrangementschef Mette Kier er også tilfreds med musicalens salg af pladser i Store Sal, men mangler 80.000 kr. i kassen.
"Vi havde et godt billetsalg, derfor er det også rigtig ærgerligt, at de nu ikke kan betale regningen for leje af Store Sal og teknikere i forbindelse med prøverne til den landsdækkende turne. Vi vurderer, at det er ca. 80.000 kr., som vi vil gøre gældende i konkursboet," fortæller Mette Kier.

Ikke den første konkurs

Har der været for lidt at stå imod med økonomisk?
"Ja, det har der nok. Det har været enormt vanskeligt for os at få penge fra sponsorer," siger Kim Sørensen, der gennem 10 år har produceret og komponeret musicals.
En konkurs har han også prøvet før.
I 2001 var det musicalforeningen Up Stage, der ikke kunne hænge sammen økonomisk, og i 2008 gik han konkurs med Nyt Dansk Musikteater.
Denne gang er pensionsopsparingen røget.
"Det er ikke noget, jeg har selvmedlidenhed over. Den her forestilling betød rigtigt meget for mig at lave. Og jeg synes, vi fik lavet en rigtig god forestilling, som fik stående ovationer hele vejen rundt. Men anmelderne syntes ikke om den. Jeg tror, vi har været for dårlige til at forklare, hvad vi ville. Vores markedsføring har været alt for dyster, i forhold til at vi ville lave en folkekomedie."
Kim Sørensen skal nu sunde sig og er usikker på, om han laver flere musicals.
"Det er dybt bedrøveligt, at andre lider økonomisk under det her. Nogle vil kalde mig dumdristig, jeg har i hvert fald haft en god portion mod, og jeg ved ikke, om jeg har kræfter til flere projekter," siger Kim Sørensen.