Rapper skal få de unge til at stemme
Den koldingensiske rapper, Fatbardh Ramadani, er blevet hyret af Kolding kommune til at hjælpe med at få de unge i stemmeboksen
"Vi vil alle gerne have flere unge til at stemme, men den løftede pegefinger duer ikke. I stedet har vi forsøgt at tænke i nye baner og lave en kampagne, der bygger på humor, velkendte og lidt karikerede episoder fra de unges eget liv samt musik, der appellerer til mange unge," forklarer Rikke Laigaard-Andersen, ansvarlig for afvikling af valg ved Kolding Kommune.
Fatbardh rapper og stemmerRap-tegnefilmen er lavet af tegneren Dan R. Knudsen og den talentfulde Kolding-rapper Fatbardh Ramadani. "At få flere unge til at stemme er et formål, som jeg meget gerne støtter," siger den 20-årige rapper.
"Jeg skal helt sikkert stemme til kommunalvalget. Mange unge føler måske, at politik ikke kommer dem ved – at det er noget, de ældre tager sig af. Men sådan er det jo ikke. Vi bor i et demokrati, hvor vi alle sammen er med til at bestemme, og hvor man ved at stemme får indflydelse på den politik, der føres i ens kommune."
Del, del, del
Rikke Laigaard-Andersen håber, at rap-tegnefilm vil blive set og diskuteret af mange unge. "Det er mit håb, at de unge vil dele rap-tegnefilmen flittigt på deres sociale netværk, og at man måske også på uddannelsesinstitutionerne bruger filmen som udgangspunkt for en diskussion om valg," siger hun. Ud over en højere stemmedeltagelse blandt unge generelt har Fatbardh Ramadani, som selv er flygtning, et særligt håb om, at rigtigt mange unge nydanskere vil fatte blyanten og sætte kryds den 19. november.
"Stemmedeltagelsen er særlig lav blandt unge nydanskere. Det kan der være flere årsager til, men jeg håber, at filmen, som jo er alvorlig på en sjov måde, kan åbne de unge nydanskeres øjne for, hvor vigtigt det er at stemme," forklarer han. Rikke Laigaard-Andersen:
"Jeg er rigtigt glad for, at vi har fået Fatbardh til at medvirke i vores film. Han er selv nydansker, så ingen tvivl om, at der i langt højere grad vil blive lyttet til ham blandt unge nydanskere, end hvis vi som kommune kommer med en officiel opfordring." Flere unge-initiativer Kolding Kommune har på flere måder fokus på at få de unge til at stemme ved kommunalvalget.
Foruden rap-tegnefilmen sender kommunen i uge 44 og 45 en stemmebus på turne til alle uddannelsesinstitutioner med studerende over 18 år, og yderligere et initiativ er i støbeskeen.
"Jeg kan endnu ikke røbe, hvad vores sidste projekt handler om, men også her forsøger vi at møde de unge, hvor de er," forklarer Rikke Laigaard-Andersen.
Du kan se videoen, som Fatbardh har lavet til valget ved at klikke HER