DEBAT Skal vi kun have et rådhus?
Jeg må indrømme, at jeg ikke er sikker. Der er flere sider og flere forhold at tage stilling til i sådan en sag. Umiddelbart kan man måske finde besparelser på driften, hvis administrationen samles et sted. Jeg har mine tvivl. Vi lever i et samfund, der bliver mere og mere digitaliseret, så viser det sig i en undersøgelse, at der vil være besparelser, vil disse sandsynligvis blive udhulet indenfor en kort årrække.
Det næste vil være finansieringen. Hvad koster det at bygge et nyt rådhus? Kan besparelserne finansiere bygningen indenfor 15-20 år. Vi skal ikke ud i en situation, som man har i Vejen, hvor man vil bruge 40 mill. på at bygge et centralt bibliotek, for at opnå en besparelse på under 300.000,- om året. Jeg tror ikke på det, men jeg er åben for, at vi i 2014 får undersøgt, hvad der kan spares og hvad et byggeri vil koste. Jeg mener ikke man kan tage endelig stilling i sagen, før disse to tal er belyst.
Omvendt tror jeg vi kan hente penge ved at effektivisere den måde vi bruger de nuværende bygninger på. Effektiviseringer vi kan bruge på andre områder, som f.eks. børnepasning. Så behøver Erik Høeg ikke at sætte forældrebetaling op, for at få flere pædagoger.
Lad os gentænke brugen af de eksisterende bygninger, og udbygge de muligheder teknologien bringer os, så vi ikke absolut skal sidde i samme bygning for at arbejde sammen.