Dansk Flygtningehjælp søger indsamlere i Norddjurs
100 ruter skal dækkes af frivillige indsamlere
Dansk Flygtningehjælps landsindsamling finder sted 10. november. I Norddjurs Kommune arbejder koordinator Tommy Glindvad på højtryk for at skaffe indsamlere til landsindsamlingen.
Han fortæller, at der er cirka 100 ruter, der skal frivillige til at dække, og der er stadig nogle, der ikke er besat.
”Landsindsamlingen er en god anledning til at gøre en forskel og samtidig få en hyggelig og vedkommende dag på gaden med familier og venner. Vi sørger for alt det praktiske, så det eneste folk skal er at melde sig til og møde op,” siger Tommy Glindvad.
Dansk Flygtningehjælp samler ind over hele landet, og hver indsamler får i gennemsnit 1.000 kr. i indsamlingsbøssen. Pengene fra årets indsamling går blandt andet til arbejdet i Sydsudan, DR Congo, Myanmar og til syriske flygtninge.