Fortsæt til indhold

Patienter satte aftryk på Nordsjællands Hospital

Nordsjællands Hospital i Hillerød havde inviteret patienter og pårørende til konference til om fremtidens hospital

Samfund
Jens Berg Thomsen

Omkring 100 fremmødte borgere havde forleden taget imod Nordsjællands Hospitals tilbud om at deltage i en konference. Her skulle borgere, patienter, pårørende og andre med interesse i feltet snakke med ansatte på hospitalet om, hvad fremtiden bød på.

"Nu skal vi samle alle de gode forslag og erfaringer, og så er det ikke noget, vi gemmer i skuffen til det nye hospital står klar i 2020. Det er en proces mod et bedre hospital for alle, der begynder lige nu," siger hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth i en pressemeddelelse.

Dagen bød på oplæg og workshops og satte ifølge arrangøren ord på de forventninger, man har som patient, når man kommer på hospitalet. Udbyttet skal nu danne grundlag for det videre arbejde.

Blandt oplægsholderne var sklerosepatient Rix Untidt, der også driver netradiostationeen Radio MS. Han er en erfaren patient på hospitalet.

"På hospitalet er al fokus på diagnose og behandling, men man glemmer nogle gange, at det der betyder meget for os som mennesker, er alt det udenom; måden vi taler til hinanden på, hvordan vi bydes velkommen, og som jeg bliver talet alvorligt som menneske, og ikke bare som patient," lød det fra Rix Untidt.

Konferencen var den første af sin art på Nordsjællands Hospital i Hillerød.