DEBAT Lærerne skal have hjælp til inklusionsopgaven
Lærerne i Favrskov står over for en stor opgave, når elever med særlige behov eller diagnoser skal inkluderes i den almindelige folkeskole. Vi ved at mange lærere ikke føler, at de er godt nok klædt på til at løse denne opgave, og mange lærere føler sig forståeligt nok frustrerede.
I SF Favrskov mener vi ikke, at lærerne skal stå alene med inklusionsopgaven. Allerede nu er der elever i folkeskolen med behov, som mange lærere oplever, at de ikke er uddannet til at tilgodese. Dette fylder meget i lærernes hverdag. Vi skal sikre, at lærerne støttes i denne opgave og anerkendes for det store arbejde, de allerede har været i gang med i flere år - uden efteruddannelse og hjælp.
Med regeringens inklusionsreform, bliver opgaven større.
Skolerne i Favrskov er i gang med efteruddannelse af lærerne, og har afsat ekstra timer til at løfte inklusionsopgaven. Men vi ved, at det tager tid inden alle lærere i kommunen har gennemført efteruddannelsen. Vi mener, at der er et behov her og nu, for at give de enkelte lærere tilbud om hjælp til opgaven.
SF vil derfor arbejde for, at der i Favrskov Kommune etableres et kommunalt udrykningsteam, der kan hjælpe den enkelte lærer, eller skole med inklusionsopgaven. Teamet skal bestå af kompetente folk, som har uddannelse og erfaring med børn med særlige behov og diagnoser som f.eks. ADHD.
Teamet skal kunne rykke ud og hjælpe lærerne med de problemer, de aktuelt står i. Lærerne skal have konkrete redskaber til at løse opgaven og supervision på de problemer de oplever.