DEBAT Oprydning på landet
Forskønnelse af Favrskov Kommune skal på dagsordenen. Det er på tide, at kommunen udarbejder en oprydningsplan.
Desværre er der stedvist skæmmende gamle ruiner og lossepladslignende ejendomme, som skræmmer potentielle tilflyttere og generer borgerne i dagligdagen. Der skal årligt prioriteres penge til en oprydningspulje, så gamle ruiner kan opkøbes og fjernes. Der skal igangsættes en frivillig oprydningskampagne, og indenfor lovens rammer skal der stilles krav om oprydning på de mest skæmmende ejendomme.
Over halvdelen af kommunens borgere bor i landsbyer eller på landet.
Favrskov Kommune ligger indenfor fornuftig pendlerafstand fra vækstdynamoen Aarhus, og det vil blive endnu mere attraktivt at bosætte sig i Favrskov Kommune.
Mange vil søge kvaliteterne ved livet på landet og fællesskabet i landsbyerne. Kommunen skal derfor have en aktiv bosættelsespolitik med blandt andet øget støtte til forsamlingshuse via kommunens Landsbyråd, samt mulighed for nye byggegrunde og små virksomheder i landsbyerne.