DEBAT Trinbræt i Laurbjerg - et Fatamorgana!
Nuværende medlemmer i Favrskov Byråd har alle stemt for en bevilling på 5 mill. kr. til ovennævnte, såfremt staten vil give andre 5, hvad den ikke gør.
De klogeste af byrådets medlemmer vidste, at de roligt kunne stemme for, da staten ikke går ind i et projekt, der er så løseligt skitseret, at den endelige pris er nævnt til mellem 10 og 40 millioner kr., og for så få potentielle passagerer.
En byrådskandidat fra den anden ende af kommunen har ved sit iflg. sit læserbrev første besøg i Laurbjerg mødt en lille håndfuld vælgere, der ønsker sig dette trinbræt; men vi er altså rigtig mange, der ikke ønsker det.
Der kører i forvejen 80 personers busser gennem Laurbjerg flere gange om dagen, og de er kun fyldt med skole/gymnasieelever på relevante afgange, på andre tider kører busserne stort set tomme.
Og hvis der kom et trinbræt vil busafgange blive annulleret til ulempe for de mindre landsbyer, busserne kører igennem, der er ikke passagerer til begge dele. Og man taler om til gavn for udviklingen af Laurbjerg!
Prøv at se Langå med 2 banelinier, der kan man vist roligt sige, at der ikke er udvikling, nærmere rivende afvikling iflg. TV.
Flere byrådsmedlemmer har gennem flere byrådsperioder kæmpet for trinbrættet, brug dog tiden fornuftigt, og brug den ikke til en kamp tabt på forhånd.
Et trinbræt i Laurbjerg ligger endnu længere ude i fremtiden end en Kattegatbro, hvad man heller ikke burde bruge tid og undersøgelser og dermed penge på!