Fortsæt til indhold

Diskoteks-fester når ikke byrådet

Borgmester Willy Eliasen (V) giver fortsat grønt lys til Diskotek X og deres populære ungefester. Det skuffer Jens Jørgen Nygaard (C), som har ønsket bevillingen til afstemning i byrådet

Samfund
Kenneth Tanzer

Diskotek X i Stenløse kan fortsætte med at holde den såkaldte "16+-fest" og de populære "teenfester" for 13-16-årige.
Det står klart efter et møde mellem Egedal-borgmester Willy Eliasen (V) og kommunens SSP-konsulenter, Natteravne og Nordsjællands Politi.
Teenfesterne har ellers været kædet sammen med ballade, vold og trusler i området ved diskoteket og Stenløse Station, hvilket har fået blandt andre viceborgmester Jens Jørgen Nygaard (C) på banen.
Han ønsker, at sidste års bevilling fra Egedal-byråd, der giver unge under 18 år mulighed for at feste på Stenløse-diskoteket til klokken 5.00, bliver taget op igen til en ny afstemning i byrådet.
Det ønske har Willy Eliasen ikke valgt at lytte til, og det er der en god forklaring på.
"Der er ikke noget nyt i sagen, for vi har kun givet tilladelse til 16+-festerne, og der er ikke konstateret problemer med de fester, som især de unge fra gymnasiet er meget glade for. Til de fester er der ikke registreret mere ballade siden de unge fik adgang til diskoteket efter midnat. Teenfesten har vi ingen indflydelse på, da de foregår fra klokken 19.00 til 23.00 i rammer uden alkohol, men jeg vil naturligvis følge udviklingen, for jeg har fuld forståelse for beboernes reaktion på uroen," siger Willy Eliasen, som samtidig frikender Diskotek X.
Kan ikke bebrejde diskotek
"Alle er enige om, at vi ikke kan bebrejde Diskotek X noget for deres teenfester. Det er mest tilrejsende grupper af unge, der skaber ballade uden for diskoteket. Og det er en opgave for politiet at håndtere, hvilket jeg også kan se sker," siger Egedals borgmester.
Jens Jørgen Nygaard (C) er skuffer over Willy Eliasens beslutning.
"Jeg har det meget skidt med denne afgørelse. Var sagen taget op i byrådet, så havde vi fået en demokratisk beslutning. Nu har borgmesteren truffet en afgørelse efter et lukket møde, og det er ikke det rigtige at gøre. Desuden kan det undre, at politiet og SSP-konsulenterne pludselig bakker op om festerne, når de flere gange har udtrykt deres bekymring," siger Jens Jørgen Nygaard.
Ikke alle har den holdning
Han langer også ud efter den pressemeddelelse, som kommunen har sendt ud, hvor det blandt andet fremgår, at Egedal Kommune ikke mener, at de lokale teenagere og gymnasieelevers fester på diskoteket giver problemer.
"Det er jo ikke korrekt. Willy Eliasen får det til at lyde som om, at hele kommunen har hans holdning. Vi fra Konservative og SF stemte imod sidst, og så vidt jeg ved, så er vi også en del af kommunen, ligesom flere borgere er imod," siger Jens Jørgen Nygaard.
Willy Eliasen tager kritikken til sig og erkender en smutter i pressemeddelelsen.
"Jens Jørgen og jeg er ikke politisk enig i denne sag, men jeg kan godt følge ham angående udmeldingen i pressemeddelelsen. Der skulle have stået borgmesteren i stedet for Egedal Kommune, for jeg har fuld respekt for andres holdning. Det ændrer dog ikke ved det faktuelle i det her, som viser ingen ballade til 16+-festen. Derfor er min holdning også klar. Det er langt bedre, at vores unge har et sted at feste lokalt, som forældrene ved hvor er og som vi kan holde øje med lever op til spillereglerne, siger Willy Eliasen.