Fortsæt til indhold

Nu får de endelig en lokalplan

Således lød planerne for fjernvarmegrunden, men de er allerede bremset igen. Nu skal der laves en lokalplan

Samfund
Af Pia Maltesen

Så skete det endeligt. Kommunen har forlangt, at der udarbejdes en lokalplan for fjernvarmegrunden på Thorsvej 6A i Åbyhøj. Dermed har ejeren, direktør Christian Poulsen, fået sig endnu et rap over nallerne. Kommunens afdeling for Planlægning og Byggeri var nemlig meget tæt på at godkende hans forslag om at bygge fem tofamilieshuse på grunden samt lave det gamle fjernvarmeværk om til et fitnesscenter.
Der var endda sendt høringsmateriale ud, hvor man kunne læse om planerne, men så nåede projektet ikke længere.
Planerne blev bremset af Åbyhøj Fællesråd, der straks gik i aktion og gjorde opmærksom på, at byrådet havde lovet, der skulle laves en lokalplan for området. Og den oplysning kom helt bag på Thomas Brun, der er bygningsinepektør hos kommunens afdeling for Planlægning og Byggeri.
“Det var vi faktisk ikke klar over. Vi var tæt på at godkende projektet. Men nu har vi skrevet til bygherren, at der ligger en beslutning fra byrådet om, at der skal udarbejdes en lokalplan, før vi kan give en byggetilladelse,” fortæller Thomas Brun.

Tilfreds fællesråd

Ifølge Thomas Brun har ønsket fra bygherren været at lave noget, der netop ikke krævede en lokalplan.
“Og det gør sådan et projekt her ikke normalt. Derfor glippede det for os, at der var en særlig aftale med byrådet. Men så er det godt, Fællesrådet var vågne, for hvis vi havde givet byggetilladelse, havde den slet ikke været lovlig,” siger bygningsinspektøren.
Nu er det op til ejeren at beslutte, hvorvidt han ønsker at få udarbejdet en lokalplan. En sådan skal man selv betale for at få lavet, og det, tager det typisk et års tid fra man henvender sig med et forslag, til lokalplanen ligger klar, fortæller Thomas Brun.
Hvad der nu skal ske med grunden, har ejeren af Thorsparken 2012, Christian Poulsen, endnu ikke taget stilling til.
“Men det her overrasker mig, for jeg holder mig inden for kommuneplanens rammer på området,” siger han.
Preben Sørensen, der er næstformand i Åbyhøj Fællesråd og formand for Åbyhøj Grundejerforening lægger ikke skjul på, at han er glad for det foreløbige resultat.
“Vi er glade for, der nu skal udarbejdes en lokalplan, der så vidt muligt også inddrager borgernes ønsker for området. Men vores næste træk er stadig, at vi skal tilbage til det, vi altid har sagt Grunden skal ikke sælges, understreger Preben Sørensen, der håber, ejeren af fjernvarmegrunden snart opgiver kampen.
“Nu må vi vente og se om bygherren fortsætter eller dropper projektet. Det er vi meget spændte på. Vi har ikke noget imod, hvis han opgiver grunden og forlanger sine penge tilbage fra kommunen. Vi kender ikke til kontrakten, men måske er der klausuler i forbindelse med købet,” lyder håbet fra Preben Sørensen, der dog ikke tør være alt for optimistisk.
“Indtil videre er projektet stoppet. Men vi har før set, at det hele er vendt på en tallerken. Men vi kunne sikkert godt leve med et fitnesscenter, selvom de oprindelige planer var at bruge fjernvarmebygningen til squashklub.“