Kære Danie Juul

At det er med forbavselse - ja sågar grænsende til forargelse, at du har læst de artikler, der blev bragt i Jyllands-Posten, stiller jeg mig uforstående for. At der skulle være tale om urimelige beskyldninger, bliver dementeret ved, at der, som Jyllands-Posten skrev den 28. oktober, blev fyret en teamleder og derudover bliver de resterende medarbejdere sendt på kursus. Det må på alle måder siges at være en erkendelse af, at der er sket fejl på Kildegården.
Lad mig opsummere hvad artiklerne bragt i Jyllands Posten den 12. oktober blandt andet fortalte om forholdene på Kildegården: En mand der ikke får sin sondemad, bliver glemt og næsten værst af alt får frataget sin alarm, en kvinde der sidder i en kørestol, og græder, men bliver nægtet hjælp og ældre medmennesker der bliver truet.
Jeg citerer fra artiklen skrevet af Orla Borg:
”Jyllands-Posten har været i kontakt med pårørende til tre andre beboere, som alle kritiserer nogle af forholdene på plejehjemmet.
Ikke alle tør stå frem med navn, fordi de frygter, at det kan gå ud over deres familiemedlem på plejehjemmet.”
Dermed er der fem kendte sager, hvor pårørende føler, at der bliver ydet en kritisabel behandling. Kan vi i det danske velfærdssamfund være tilfredse med den behandling af vore ældre?
Som eksemplerne viser, så er der ikke tale om små fejl – men bevidste handlinger der kan koste menneskeliv. Og hvorfor kalder jeg det bevidste handlinger? Fordi både vi og en anden pårørende, der også står frem med navns nævnelse i Jyllands-Posten, gjorde både ledelse og personale opmærksomme på disse fejl uden at forholdene blev forbedret. Tværtimod blev det retfærdiggjort.
Jeg glæder mig over, at din mand og du oplever, at der bliver ydet en god pleje. Fakta er dog, at min mor led under dårlig pleje. Hun er nu afgået ved døden, og fik heldigvis lov til at tilbringe sin sidste tid i trygge og gode omgivelser på et plejehjem i Hørning.
Som familie til en kvinde, der på alle måder var stolt og sej, var det hjerteskærende at opleve, hvordan hun var bange for personalet på Kildegården. Efter at vi med kontakt med Jyllands Posten måtte erkende, at vi ikke stod alene med vores oplevelser, var der ingen tvivl hos familien om, at vi skulle rette kritik mod plejehjemmet. Hvor mange flere ældre og hvor mange flere familier skal de have lov til at dræne for energi og livsmod?
Fejl er menneskelige, og skulle det ske en enkelt gang, så tror jeg ikke, at hverken Jyllands-Posten eller os pårørende havde valgt at gå videre med sagen. Desværre har vi gentagne gange oplevet, at min mor fik en behandling, der på ingen måde var et menneske værdigt, og artiklen i Jyllands-Posten viser, at vi desværre ikke står alene.
Og lad mig til slut slå én ting fast. Der er ikke blot tale om en sag her, der er tale om mennesker. Og vores medmennesker fortjener, at vi ikke tier stille med så alvorlige ting.