Søren P. er blandt Danmarks mest taxaglade borgmestre
47.959 kroner har borgmesteren brugt på taxa over en to-årig periode. Han mener, at han sparer kommunen for penge ved at køre i taxa frem for den borgmesterbil, han afskaffede for tre år siden
Lyngby-Taarbæks borgmester Søren P. Rasmussen (V) er en af de borgmestre i landet, der har kørt mest i taxa i perioden 2011-2012. Det viser en opgørelse tv2.dk har foretaget på baggrund af en række aktindsigter i samtlige danske borgmestres løn og udgifter.
47.959 kroner har taxaselskaberne tjent på Venstre-borgmesterens kørsel over en to-årig periode. Borgmesteren afskaffede ved sin indtræden i embedet i 2010 den kommunale borgmesterbil med argumentet om, at han i stedet ville cykle eller køre i taxa.
Han siger til tv2.dk, at kommunen sparer på hans taxakørsel frem for at have en borgmesterbil holdende.
"Tallene dækker over, at jeg afskaffede borgmesterbilen, da jeg kom til i begyndelsen af 2010. Det var en dyr ordning for kommunen, som både skulle betale for bilen, forsikring og vedligeholdelse af denne samt timeløn til de rådhusbetjente, der kørte den," forklarer han til tv2.dk og fortsætter:
"Jeg mente, at det var en dyr og unødvendig ordning, så derfor afskaffede jeg den, og derfor er mine udgifter til taxakørsel blevet lidt højere. Men det er vigtigt for mig at understrege, at det er skatteyderne i Lyngby-Taarbæk kommunes interesse, at vi har lavet denne ordning," siger Søren P. Rasmussen til tv2.dk.
Topscoreren for borgmesterkørsel tilfalder socialdemokraten Thomas Lykke Pedersen fra Fredensborg Kommune. Han på to år kørt i taxa for 88.936 kr. Han forklarer overfor tv2.dk at det høje beløb skyldes, at han ikke har noget kørekort.