DEBAT Hvad laver Ældrerådet?
Jeg overværede et vælgermøde i Hinnerup arrangeret af ældrerådet og især Ældresagen. Her blev det meget anbefalet at alle med valgret mødte frem til ældrerådsvalget og afgav deres stemme.
Desværre brugte man ikke tid på at orientere om de sager som Ældrerådet har arbejdet med, og hvilke synspunkter Ældreråd og Byråd har haft hertil. Måske var der ikke noget at orientere om!
Ældresagen og det siddende Ældreråd fandt heller ikke anledning til at orientere om, hvem der kandiderede til ældrerådet, og hvilke mærkesager de har. Har de nogle?
Hvad skal vi så med et ældreråd? Skal vi stemme uden at kende kandidaterne og deres synspunkter?
Min konklusion er, at grundlaget for stemmeafgivning er for svagt, og at man bør afholde sig fra at stemme ved ældrerådsvalget.
Det lokale demokrati bør koncentreres om regions- og byrådsvag.
Lad os, hel - og halvgamle, finde kandidater med en moden alder til by - og regionsråd.
Jeg kender Erik Høeg fra SF, gennem flere års byrådssamarbejde, både hvad angår alder og synspunkter, og som marginalvælger er jeg sikker på at uanset hvilke landspolitiske synspunkter man har, vil han være en flot repræsentant, også for enhver der har rundet de tres, og sikre ældre borgeres rettigheder langt bedre end et velmenende ældreråd.