“Sæt små delmål du kan klare”
Otte deltagere i Favrskov i Form fik kostvejledning og træningsprogram fra Kiropraktisk Klinik i Hammel. Vi følger dem i otte uger
Tirsdag blev startskuddet for otte deltagere i FavrskovPostens nye tiltag, nemlig at få flere op af sofaen og ud at motionere.
Vi kalder det Favrskov i Form.
Sammen med en masse folk med forstand på kost, motion og træning i Favrskov-området kaster vi nu otte helt almindelige mennesker ud i at komme i gang med motionen og deres helt egne personlige mål om blandt andet at tabe sig, eller bare at få sofaen til at slippe taget i dem om aftenen.
Der er sammensat et program for deltagerne, der gennem opfordringer i FavrskovPosten, har meldt sig frivilligt.
De skal blandt andet ud at gå ture, prøve zumba, afprøve svømning, spinning, motionscenter i Hammel Idrætscenter, og vil også få kostvejledning undervejs.
FavrskovPosten vil løbende følge deltagerne og et af målene for dem er, at de skal deltage i Frijsenborg Midsommermotion 20. juni, her er der gang, løb og cykling på programmet.
Første stop var hos træningsinstruktør Rasmus W. Hansen fra Kiropraktisk Klinik i Hammel.
Her blev deltagerne målt og vejet, blandt andet fik de deres bodyage oplyst og deres fedtprocent.
“Det er jo bare tal, men de skal hjælpe Jer til at komme videre,” lød det fra Rasmus W. Hansen inden han introducerede dem for ti øvelser der kan laves alle steder og de får med garanti pulsen op og forbrænder noget energi og fedt.
Sæt lave, realistiske mål
Peptalken og de gode råd kom bagefter.
“I skal lægge nogle realistiske mål for, hvad der skal ske. At tabe et kilo på en uge er urealistisk, men mindre end et halvt kilo er ok.”
Og så gælder det om ikke at lave et motionsprogram der er for ambitiøst.
“Hvis du kun har 20 minutter om dagen til det, så hjælper det jo ikke at du springer på et program der tager 45 minutter.”