Fortsæt til indhold

"Lav motion med andre"

Svømning, spinning eller motionscenter kan være det der får dig op af sofaen. Syv deltagere i Favrskov i Form prøvede dem af i Hammel Idrætscenter

Samfund
Kian Johansen

Hvedebrødsdagene er ikke helt forbi for de ni deltagere i Favrskov i Form og succeshistorierne om tabte kilo, mere overskud og bedre kostvaner er ved at slå igennem for de fleste af de ni deltagere.
En af de vigtigste ting man kan gøre for at fastholde de gode nye vaner, er at finde en eller flere motionsformer der passer til en og helst finde en der tager med.
Og derfor havde FavrskovPosten i samarbejde med Hammel Idrætscenter inviteret deltagerne til at prøve motionscentret, at spinne og mærke hvad vandet i svømmehallen kan gøre for dig.
Vi startede med en gang spinning, anført af Christina Rafn, der virkelig fik deltagerne til at svede og mærke deres krop. Hun introducerede dem til spinningcyklerne og det at intervaltræne og køre lejlighedsvise spurter, for at få pulsen op.
Deltagerne tog udfordringen op med en herlig iver.
Det er tydeligt at se, at kostråd og motionsråd har hjulpet dem i gang. Og efter at centerleder Henrik Larson donerede et adgangskort med fem klip til hver deltager til Hammel Idrætscenters faciliteter, så må det kun være lettere at komme i gang.

Muskler tungere end fedt

Derefter tog instruktør Kurt Sørensen over i motionscentret.
Han viste dem de tre former for maskiner der står i centret, hvor de første er godt for blodomløbet, de næste for kroppens muskler og den nederste del, hvor vægtene stod.
"Men det er oppe i den her ende I skal være, for i skal opbygge muskelmasse, og husk at muskler vejer mere end fedt, så selvom I har tabt jer nu, så vil motionen give Jer muskler og dermed få Jer til at veje mere," lød det blandt andet fra instruktøren, der har arbejdet i Hammel Idrætscenter i to et halvt år.
Han demonstrerede crosstrainer, løbebånd, romaskine og masser af maskiner der hjælper muskelgrupper i kroppen.
"Lav gerne opvarmning i sy-otte minutter, brug maskinerne, gå tilbage til løbebåndet og tag så en tur mere på maskinerne, det skal jo passe til Jeres behov" lød rådet.

Torben Kildegaard (forrest) fighter på spinningcyklen. Foto Kian Johansen

Vand er ryggens ven

"Vand og svømning er utrolig godt for kroppen og sindssygt godt til rygproblemer," kunne bademester Finn Mikkelsen fortælle under rundvisningen i svømmehallen.
Mulighederne er mange: Almindelig svømning, terapibassin med dyser, vandgymnastik i 34 grader varmt vand, eller en svedetur i saunaen.

Maskinerne i Hammel Motionscenter kan styrke flere muskelgrupper, forklarer Kurt Sørensen. Foto Kian Johansen
Sammensæt dit eget motionsprogram og kom i gang, lyder rådet. Foto Kian Johansen
Mai Sjørup (forrest) i fin stil, mens Christina Rafn (til højre) pepper folk op. Foto Kian Johansen