Vi skal bruge pengene på skoleområdet fornuftigt
Gert Bjerregaard sludrer løs i et læserbrev i Stiften 13. november om manglerne i en indstilling om skolebyggeri, som Kristian Würtz har sendt frem. Gert skriver blandt andet, at tallene slet ikke holder, og at der er mange flere elever, end den seneste nye prognose foreskriver.
Det er notorisk forkert, og det ved Gert Bjerregaard. Realiteten er, at der lige knapt er det antal børn, som prognosen havde forventet. Det ændrer imidlertid ikke på, at der er behov for at udvide skolen. Derfor har rådmand Kristian Würtz foreslået byrådet at udbygge Skødstrup Skole. Forslaget går ud på at udbygge på Skødstrup Skole med det samme til den forventede stigning i elevtallet frem til 2017, samt at man planlægger næste etape af udvidelsen, så den straks kan gennemføres, når børnetallet er til det.
Gert Bjerregaard og Venstre må forholde sig til, at vi kun kan bruge pengene én gang. Der skal også være økonomi til at udvide Elev Skole, ligesom vi skal have økonomi til at bygge nye dagtilbud.
Hvorfor spreder Gert Bjerregaard og Venstre helt uberettiget tvivl om lokalesituationen i Skødstrup? Hvis Gert Bjerregaard bruger alle pengene i Skødstrup - inden elevtallet er til det - er der ikke råd til at udbygge andre steder - for eksempel i Elev.