Fortsæt til indhold

DEBAT Venstre tager ansvar!

Samfund
Af Flemming Nørgaard, Hagenstrupvej 9, Ulstrup. Byrådsmedlem for V

Under overskriften ”Så tag dog ansvar Anders” skriver Isabell Friis Madsen om den negative befolkningstilvækst i Favrskov Kommune, hvor vi i stedet for en nedgang havde forventet en tilvækst. Der bliver opremset en række eksempler på, hvad Venstre har sagt og gjort, men desværre ikke så meget om, hvad der skal til for at knække den negative kurve.
Under denne valgkamp er retorikken blevet hård, hvilket ikke er klædeligt for et byråd, som burde samarbejde. Jeg håber og tror, at der er tale om ”valgfeber”, og at byrådet i fællesskab kan blive enige om, at der er behov for vækst i hele Favrskov. Venstre har nogle konstruktive bud på, hvordan der igen kommer gang i udviklingen. Konsekvensen af det modsatte kender vi alle, idet der vil blive et markant større overskud af institutionspladser og måske skoler, og ikke mindst vil vi i 2015 se konsekvensen af manglende skatteindtægter.
At Venstre altid tager ansvar – på trods af rollen som oppositionsparti – kan vel bedst underbygges af, at Venstre har stemt for samtlige budgetter i Favrskov kommunes levetid, og dermed ved man, at man kan regne med Venstre i både op- og nedgangstider.