Fortsæt til indhold

Der er ingen tid at spilde

Samfund
Af Byrådskandidat Henrik Müller (S)

Plan- og Miljøudvalget i Skanderborg anbefaler en større sammentænkning af den kollektive trafik både i kommunen men også imellem kommunerne i Østjylland. Særligt set i lyset af de muligheder som en omlægning af længdebanen giver for hele området.
Det er ikke bare en god idé, det er rigtig god idé! Hvis drømmene om et Østjylland der udnytter sine enorme muligheder for udvikling og vækst, så skal der laves en samlet plan som binder den kollektive trafik sammen. Det skal være nemt at færdes mellem de mange større og mindre byer i området. Byer som tilsammen kan komme til at udgøre Danmarks nye markante vækstcenter og millionby.
Arbejdskraften skal kunne flytte sig effektivt rundt i hele Østjylland, uden spild af tid i køer på motorveje. Leveomkostninger skal holdes nede ved at så mange som muligt kan nøjes med én eller måske slet ingen bil. Og området skal være effektivt bundet sammen, så vi i fremtiden kan få det fulde udbytte af en evt. Kattegatforbindelse eller måske endda en højhastighedsbane til Hamborg.
Min drøm er at alle byrådene i Østjylland sætter sig sammen, og får lavet en fælles plan for en sammenhængende kollektiv trafiksystem i området. Gerne med ”Fingerplanen” og s-togsnettet i Hovedstadsområdet som forbillede. På billedet har jeg forsøgt at tegne mit bud på hvordan det kunne se ud. Det er nu der skal smedes! Det er nu vi har muligheden for at skabe fremtidens Østjylland.