Respekt for dine, mine og vores ansatte

Mediestormen i sagen om behandlingen af de ældre på Kildegården i Skanderborg har nu lagt sig. Heldigvis.
Jeg skal ikke gå ind i den konkrete sag, men en sådan storm i medierne giver stof til eftertanke.
Selvfølgelig sker der fejl i en organisation med ca. 5.000 mennesker ansat. Og disse fejl skal naturligvis rettes, og alle skal lære af fejlene, så de ikke gentages.
Men når borgere, understøttet af en velvillig presse, fremfører kritik baseret på enkeltsager, så har det hver eneste gang en alvorlig konsekvens: at det efterlader et dybt frustreret og handlingslammet personale og ledelse.
Tavshedspligten gør, at de ansatte er afskåret fra at fortælle deres version af sagen og dermed give offentligheden et mere nuanceret og mere retvisende og fuldstændigt billede af sagens faktiske omstændigheder.
Hvor urimelige og måske endda usande beskyldningerne i en sag måtte være, så må vores medarbejdere og ledere blot tavst bøje nakken og efterlade enhver påstand uimodsagt og dermed sand i offentligheden. Hvilket ingen af os kan være tjent med.
Men mest af alt, så er det bare ikke rimeligt, at vi som borgere udsætter vores fælles ansatte for dette.
Både borgere og byråd har meget store forventninger og krav til, hvad vores medarbejdere i hele organisationen skal præstere hver eneste dag.
Og som over alt i samfundet i øvrigt, så udsættes vores ansatte konstant for krav om yderligere effektivisering, hvilket heldigvis oftest lykkes, og endda stadig med en positiv indstilling til mødet med borgeren.
De ansatte i Skanderborg Kommune er ikke ”kommunens”. Det er dine, mine og VORES ansatte. Og de bør mødes og behandles med præcis samme respekt og anerkendelse fra os som borgere, som vi selv ønsker og kræver at blive mødt med.