Fortsæt til indhold

Peter Mygind fægter med tilgivelse og kærlighed i ny bog

Med forståelse, tilgivelse og kærlighed kæmper Charlottenlund-borgeren Peter Mygind for, at vi alle kan blive bedre kolleger, bedre forældre og ja, bedre mennesker

Samfund
Jeppe Lund

“Jeg har en mission om, at vi skal blive bedre til at reagere, hvis der sker noget uretfærdigt foran os”.
Det siger skuespilleren Peter Mygind, der har taget et nyt våben i brug i sin mission.
Efter utallige foredrag, en evig personlig udvikling og en række tv-programmer smider han nu en bog ind i kampen. Og missionen handler om følelsesmæssig intelligens, social ansvarlighed, og hvordan vi alle, du og jeg, er som mennesker.
Og så handler den om personlig udvikling, fortæller skuespilleren og foredragsholderen, der er bosat i Charlottenlund.
“I virkeligheden handler min mission om min egen udvikling gennem de seneste 10 år. Det med at tage ansvar for sig selv og tage socialt ansvar. Det handler ikke kun om, hvad man kan gøre for andre. Man skal også kunne lytte til sig selv. Har jeg det godt dér, hvor jeg er nu?”, siger han.
Han håber, at han med bogen, der er fyldt med personlige historier, kan inspirere læserne til tænke over, hvilke valg de træffer i deres liv.
“Vi mennesker kan flytte os til evig tid. Forskning viser, at man faktisk kan forme sin hjerne ud fra de tanker, man sender op i den. Nogle mennesker siger, de ikke kan ændre sig. Der har jeg en god nyhed til dem: Det er op til dig selv”, siger han.

Mange års tanker

Myginds mission i bogen af samme navn er ikke ny. Det er en kamp, han har kæmpet på flere fronter i snart 10 år. For syv år siden tog det ekstra fart, da hans søn blev overfaldet, mens nogle så på - uden at gribe ind.
Bogen er med Myginds egne ord “otte års tankegang skrevet ned”, og han trækker på erfaringen fra mere end 400 foredrag på landets skoler om mobning. En erfaring han også har brugt i programrækken 'Myginds mission' på DR1.
“Nogle forældre var bange for, at deres børn ville blive udstillet og lagt for had i programmerne, hvis børnene var en del af mobbegruppen. Det vigtigste med de udsendelser var at vise virkeligheden, så man kunne snakke om det. Og det viste sig, at de elever, der udstillede deres sårbarhed, har kunnet se, at de faktisk var med til at gøre en forskel”, siger han.

Sender dig kærlighed

Peter Mygind har selv kæmpet med vrede og frustration over andre mennesker. Både som forælder og som menneske. Og det har han lært at håndtere. Med tilgivelse og kærlighed som effektive våben.
Målrettet en bestemt person sagde han op til 10 gange om dagen for sig selv:
'Jeg tilgiver dig, og jeg sender dig kærlighed'.
Det hjalp.
“Tilgivelsen gør, at man slipper vreden inde i sig selv. Jo bedre man bliver til at forstå andre mennesker, desto nemmere har man også ved at tilgive. Der er altid en grund til, at folk er, som de er”, siger Peter Mygind.
Bogen 'Myginds Mission' er udkommet på forlaget Lindhart & Ringhof i begyndelsen af november.
Du kan læse en anmeldelse af bogen på side 26 i denne avis, og lørdag den 23. november kan du møde Peter Mygind i Bog & Idé på Jægersborg Allé kl. 12.30.