Kamp om de unges stemmer
Hvordan får man de unge til stemmeurnerne ved kommunalvalget? To unge politikere gjorde forleden forsøget på Egå Gymnasium
Dagens gryderet er fortæret ved bordene i Egå Gymnasiums kantine, og snakken går lystigt om stort og småt. Eleverne er så småt ved at gøre sig klar til efterretten: Valgflæsk i form af en politisk paneldebat med unge politikere.
Endnu ikke afklaret
Ved et af bordene sidder Andreas Nissen og Katrine Eskildsen og snakker om kommunalvalget. Andreas hælder til, at han vil stemme men er endnu ikke helt afklaret. Katrine vil helt klart stemme. Og begge håber, at dagens debat vil bringe dem et skridt nærmere på stemmeboksene.
Det er langt fra en kendsgerning, at de to gymnasieelever vil stemme. Ved valget for fire år siden, var det kun 50 procent af de unge førstegangsvælgere, som satte deres kryds. Derfor er en række ungdomspolitikkere på turné til uddannelsesinstitutioner, for at forklare eleverne, hvorfor det er vigtigt, at de deltager i lokaldemokratiet.
Skyd på kandidaten
På Egå Gymnasium fortæller de to unge byrådskandidater, Rene Majlund (S) og Lene Horsbøl (V), at det gør en forskel, når de stiller op til paneldebat og efterfølgende går ud i samfundsfagsklasser og lader sig skyde på af eleverne.
“Byrådsbeslutninger har stor betydning. Også for de unges liv. Når vi møder op til det her projekt, “Stem ungt”, får vi skabt en interesse,” siger Rene Majlund.
Lene Horsbøl: “Kommunalpolitik er mindre sexet end det, der foregår på Christiansborg, men størstedelen af ens skattekroner går faktisk til det, der foregår på kommunalt plan. Derfor er det vigtigt, at man stemmer ved lokalvalg.”
De to kandidater peger på, at der er meget stille imellem to kommunalvalg. Det kan være forklaringen på, hvorfor få unge stemmer. Hvis de to bliver valgt vil begge føre en aktiv kampagne kontinuerligt, blandt andet ved at opdatere deres facebook-profiler jævnligt.
En anden forklaring er, at mange studerende er tilflyttere uden et særligt tilknytningsforhold til Aarhus.