Fortsæt til indhold

Borgerlisten ærger sig over Jan Petersens facon

Ærgrelse over at aftalerne er så godt som lukkede, når der inviteres indenfor i forhandlingsværelset

Samfund
Anette Bonde

Torben Jensen, spidskandidat for Borgerlisten, er ærgerlig over at borgmester Jan Petersen ligesom ved konstitueringsforhandlingerne efter sidste kommunalvalg igen kun har nogle mindre godbidder at tilbyde, når de sidste parter kommer med ved bordet.
"Det ser ud til, at den facon, han tidligere havde, og som vi har angrebet ham for, fortsætter", noterer Torben Jensen.
"Jan Petersen har konstitueret sig med SF, Dansk folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Konservative, og så får vi tilbudt nogle ting."
Torben Jensen mener, at han og Borgerlisten alligevel ville kunne have forhandlet sig frem til de poster, de er blevet tilbudt, hvis der havde været tale om en reel forhandling.
"Men vi har anket over at tingene er stemt af, inden de kommer på banen. Det er ikke en åben forhandling, og det synes vi, ville have været reelt."
Han tilføjer, at det dog også er fint, at de tilbyder nogle ting.
"Det tager vi som et tegn på et reelt samarbejde."

Bøvlet formandspost

Ifølge den aftale, der blev lavet på valgnatten, er formandsposten for børne- og ungdomsudvalget ledig til enten Borgerlisten eller Venstre, hvis de vil have den. Det er Torben Jensen ikke udelt begejstret for.
"Så kunne vi godt have mistanke om, at så skulle vi tage bøvlet. Det er det udvalg, der er allermest brændstof i. Renoveringer og skolereform og tildeling af midler gør, at nogle skoler er i voldsomme problemer. I øjeblikket er der fire skoler, der har været under administration. Det vil give nogle store udfordringer i de kommende år."
Udover formandsposten i børne- og ungdomsudvalget er der forskellige bestyrelsesposter i udbud. Det er blandt andet i lufthavnen, i uddannelsesinstitutioner med mere.

Genoptager snakken

Torben Jensens konklusion efter mødet onsdag er:
"Vi er ikke kommet nogen vegne. Socialdemokratiet har møde med sine nye kandidater og partiorganet i aften. Jeg forventer at vi genoptager snakken torsdag."