Fortsæt til indhold

DEBAT Helikopter Landingsplads ved E45

Samfund
Af Søren Vasegaard Andreasen, Byrådskandidat for Venstre i Favrskov. Præstevangen 13, Søften

Der har været en del snak frem og tilbage de seneste år om at placere en helikopterlandingsplads i centrum af Århus, hvorfra der skulle være jævnlige afgange til en lignende landingsplads et sted i København.
Men hvorfor egentlig placere en helikopterlandingsplads i centrum af Århus? Det vil genere mange mennesker, trafikken er tæt morgen og aften, og der er kun få og dyre parkeringspladser i nærheden. Og af dem der vil bruge helikopteren bor formentlig kun meget få inde i midtbyen.
Nej, anlæg i stedet en helikopter-landingsplads i Søften ved motorvejskryds Århus Nord. Der skal alligevel snart anlægges et park-and-ride anlæg og en letbanestation på stedet. Der er nem adgang i bil både fra Århus, men også fra Djursland, Randers, Viborg, Silkeborg og Horsens, og der vil være rigelig med parkeringspladser. Med letbane lige til døren, vil det også være attraktivt for folk der skal frem og tilbage med kollektiv trafik. Desuden vil området komme til at ligge lige op ad motorvejen og et industrikvarter, hvorfor støj ikke bør være et afgørende problem.
Endelig vil landingspladsen medvirke til at genere vækst i Favrskov Kommune og det nordlige Århus, da placeringen af erhvervsvirksomheder, og dermed arbejdspladser, i nærheden af landingspladsen vil blive særdeles attraktivt.
Projektet bør gennemføres for private midler, hvis der kan findes investorer, men I første omgang bør Favrskov Kommune i hvert fald reservere jorden til projektet.