Fortsæt til indhold

Giver vand og varme et tjek

Der er måske både en miljømæssig gevinst at hente og penge at spare, hvis man får tjekket husholdningens forbrug af vand og varme

Samfund
Anette Bonde

Paul Christensen, VVS Mester i Allingåbro, har set mange eksempler på husejere, der står med for dyre og miljømæssigt tunge varmesystemer og vandinstallationer. Forældede cirkulationspumper, gamle toiletter og for dårligt isolerede rør er meget almindelige.
“Typisk vil en ny cirkulationspumpe kunne give en besparelse på 600-800 kroner om året.”
Mange har toiletter, der bruger henholdsvis seks og ni liter vand til skyl, hvor nye kun bruger to og fire.
Også termostatventiler, bruser, kedel, varmtvandsbeholder, vejrkompenseringsanlæg med mere er temaer i den kampagne, Paul Christensens nye kædesamarbejde VVS Mester, kigger nøjere på. Det er gratis at bestille et tjek af husets vandinstallation og varmesystem, og efterfølgende modtager man en rapport over, hvad der kan forbedres. Heri kan man læse om CO2, kroner/øre-besparelse, pris for nye installationer og tilbagebetalingstiden.

Center sparer 71.000 årligt

Paul Christensen var i foråret en tur på Tangkærcentret i Ørsted med sit skarpe blik og sine måleinstrumenter. Det resulterede i, at bo-tilbuddet efter blandt andet at have fået installeret 115 nye termostater og fem blandesøjler, kan spare 71.000 kroner årligt. I alt var udgiften til forbedringerne på 350.000 kroner. I alt var udgiften på 350.000 kroner.
Han er i gang med en ny opgave på en anden lokal institution, dog ikke så stor som Tangkærcentret. Her har han set pumper, der bruger for meget strøm, en gammel varmtvandsbeholder, der skal skiftes ud, rør der skal isoleres, og så vil et vejrkompenseringsanlæg også være en nyttig investering. Om nogle dage modtager institutionen hans beregninger og et tilbud om at få tingene udbedret.
“Der er masser af opgaver, der ligger lige for døren og venter på at blive løst.”