Lokalplan endelig på vej til ny hal i Hammel Idrætscenter
Det er længe, man har ventet på at få fremlagt og vedtaget en lokalplan, der muliggør en bygning af en hal mere i Hammel. En hal ved Hammel IUdrætscenter, som der ligger planer for, og som placeres mellem Hal A og Hammel Svømmehal.
Planen er nu på vej gennem det politiske system, hvorefter den skal til høring i otte uger.
Derfor må der forventes tre-fire måneder, før spaden kan komme i jorden. Centerleder Henrik Larson har tidligere sagt, at han mest optimistiske gæt på et ibrugtagelsestidspunkt er september 2014. Selve byggeriet forventes at vare seks til otte måneder.
Der er aktuelt ønske om en ny hal på omkring 2.200 kvadratmeter, og lokalplanen åbner mulighed for dette og for, at idrætscentret kan udvides med yderligere næsten 3.000 kvadratmeter til i alt 13.000. Derved kan centret også i fremtiden tilpasse sig forskellige nye behov.
Lokalplanen lægger også rammer for, hvordan der ved om- og tilbygninger sker en arkitektonisk behandling, der sikrer et harmonisk og sammenhængende helhedsindtryk af bebyggelsen.