Vi må ikke overse lokale virksomheder
(Nedenstående er svar på debatindlæg fra Palle Ehrenreich, der er utilfreds med, at Skanderborg Kommune køber østrigske ventiler i stedet for tilsvarende hos AVK i Skovby, red.):
Du berører et rigtigt vigtigt emne, som er utrolig væsentligt at inddrage i dialogen med erhvervslivet og institutionerne.
Velvidende at der er regler og forordninger af EU-karakter, der skal overholdes, så må man her som i andre tilfælde ikke overse de lokale sammenhænge, hvilket der i dette tilfælde er mange af:
- AVK som en stor og driftig virksomhed med mange lokale arbejdspladser
- en virksomhed, der ekspanderer
- en virksomhed, der tager et socialt ansvar
- AVK er storsponsor for et af vores fyrtårne - Skanderborg Håndbold
Alt sammen noget man som lokalpolitiker er utrolig stolt af og derfor gerne vil vise frem.
Derfor nager det mig at se, at vi ikke kan bruge lokale produkter ,her AVKs , til lokale projekter.
Og derfor afstedkommer det et nyt spørgsmål til bestyrelsen for Skanderborg Forsyning, som jo har ansvaret for, hvem der skal være leverandør: Hvorfor kan I ikke bruge AVK-ventiler?
Nogle kommuner bruger AVK-ventiler, andre gør ikke. Endelig har nogle kommuner valgt at bruge to forskellige fabrikater i deres projekter. Det gælder for eksempel AVK fra Galten og HAWLE fra Østrig.
Prisen er jo altid et vigtigt element i udvælgelsen af leverandør, men andre parametre som kvalitet, leverandørsikkerhed, service osv er jo også elementer, der indgår i overvejelserne om valg af leverandør.
Med det indkøb Skanderborg Forsyning og andre selskaber skal gøre de kommende år, så er det sikkert endnu mere vigtigt at have opmærksomheden skærpet på dette område.
Herfra skal lyde en opfordring til, at næste gang vi får fornemt besøg, så kan vi bruge vores eget nærområde som reference.