De røde lakajer

Jyllandsposten kunne onsdag berette, at LO har købt sig til indflydelse på lokalpolitikken i Skanderborg.
I avisen kan man læse, at fagbevægelsen har sikret sig politisk indflydelse ved at indgå skriftlige aftaler med S, SF og Enhedslisten om, hvilken politik partierne skal føre efter valget. Til gengæld yder LO støtte til partierne, enten direkte - ved at betale penge til partikassen – eller indirekte ved at betale eksempelvis valgpjecer, lokaler til vælgermøder eller fx reklamepladser på lokale bybusser. Jyllandsposten gør det klart, at Skanderborg er en af de fire kommuner, hvor dette finder sted.
Lad det være helt klart: Det er selvfølgelig helt okay, at foreninger, borgerer og virksomheder støtter politiske partier, hvis det er fordi, de støtter den politik, som de giver penge til.
Men når man kræver en bestemt politik for at give et valgbidrag, så har man overskredet en meget vigtig demokratisk grænse. Der er noget grundlæggende problematisk i, at man som parti accepterer en bidragyder, som siger: ”Vi vil gerne give jer nogle penge, men kun hvis I lover at føre den politik, som vi siger, at I skal føre”.
Mange spørgsmål rejser sig nu: Hvor dyrt købt er indflydelsen på politikken i Skanderborg? Hvor langt i LO's dybe og mørke pengeskab har man skullet grave, for at købe sig til indflydelse? Hvor langt i rød fløjs politik rækker LO's indflydelse? Er en stemme på liste A, F eller Ø en stemme på selvstændige politiske partier – eller på LO? Og hvorfor kommer aftalerne først frem nu, og ligger der måske flere hemmelige aftaler gemt i skufferne?
Venstres politik kan ikke købes. Venstre fører sin egen politik, og dem, som vil støtte Venstre, er velkommen til at gøre det. Men man kan ikke beslutte, eller købe sig til, hvad Venstre skal mene.