Plejeboliger med sjæl og charme
Tirsdag i sidste uge blev plejecenter Søholm officielt indviet. Her kan beboerne dyrke fitness og forkæle sig med wellness og velvære
I idylliske omgivelser lige ned til Brabrandsøen ligger plejecenter Søholm. For bare et år siden bestod bygningen Bispevej i Stautrup blot af rå vægge, men nu emmer stedet atter af liv og glade beboere.
Tirsdag i sidste uge var der officiel indvielse af plejecentret, og dagen blev indledt med taler. En af dem stod billedkunstner Jannik Seidelin for.
“Sølyst er indrettet med udgangspunkt i de fire årstider. Hovedindgangen ligger i øst, hvor solen står op, så det første, folk oplever, er forår og sommer repræsenteret gennem gule og grønne farver. Her er malerier med gule sennepsmarker, som vi kender fra sommeren,” forklarede Jannik Seidelin, manden bag de 125 malerier, der nu pryder væggene i plejecentret.
På besøg var også rådmand Dorthe Laustsen (SF), der er glad for det endelige resultat.
”Udtrykket moderne plejeboliger må siges at være på sin plads. De er indrettet efter nye og moderne ønsker fra brugere og pårørende. Søholm repræsenterer lige præcis den livskvalitet, jeg har arbejdet for at få ind i ældreplejen i min tid som rådmand for sundhed og omsorg,” sagde Dorthe Laustsen.
Søholms leder Helen G. Hermansen udtrykte også stolthed over resultatet.
“Aarhus Kommune har skabt noget unikt. Her er sjæl og særpræg, og beboerne kan leve et liv på egne præmisser med stor grad af selvstændighed. Jeg er sikker på, at Søholm vil blive model for fremtidige byggerier,” sagde hun.
Sanserne vækkes til live
Efter talerne var der rundvisning i plejecentret, der både har wellnesrum med spabad og massagebriks, fitnessrum samt et såkaldt snoezelrum, hvor beboerne kan få vækket deres sanser. Snoezelrummet ligger for enden af opholdsstuen, der har stole i grøn-gule farver, hvorfra man kan sidde og se havet i det fjerne og høre bølgernes brus.
“Velkommen i snoezelrummet. Det er fitness for sanserne. Vi forsøger at vække sanser, som ikke er der eller er i dvale,” forklarede Helen G. Hermansen og trykkede på en knap, så havet forvandlede sig til en efterårsskov med fuglesang fra trætoppene.
“Så kan beboerne nyde fuglesang, selvom der er snestorm udenfor. Vi har bl.a. også en stjernehimmel og en sejltur til himmelbjerget,” fortalte lederen.
Den vestlige fløj, solnedgangssiden, er holdt i efterårs- og vinterfarver, der er repræsenteret gennem røde og blå farver, og her finder man bl.a. wellnesrummet med spabad.
“Det kunne jeg godt tænke mig at ligge i, udbrød Dorthe Laustsen, og det var hun bestemt ikke ene om.
Kirsten Hedegaard, medlem af Ældrerådet og formand for brugerrådet Koltgården var også imponeret.
“Det er noget af det ypperste, jeg har set. Jeg bliver jo helt misundelig. Koltgården er 25 år gammel, så der er kæmpe forskel.”
Alt imens gæsterne blev vist rundt på centret, listede en af Søholms beboere ind til sig selv for at hvile i sin lænestol. Det var 89-årige Ester Sørensen, en af de første, der flyttede ind på Sølyst, og hun nyder at bo her.
”Det er dejligt. Vi har sådan nogle dejlige piger, og vi spiser hele tiden. De vil jo fede mig, så jeg har allerede taget fire fem pund på. Jeg har været i spabad to gange. Og snoozlerummet er hyggeligt, for vi kan høre fuglene synge.”