Fortsæt til indhold

Jeg er også forarget

Samfund
Af B. Christensen, Adelgade, Skanderborg

Den 5 november sad jeg og læste to læserbreve i Lokalavisen om oplevelsen af god pleje, og den ene som nærmest var forarget over den kritik, der har været mod Kildegården.
Jeg er også forarget, men forarget over at se min hjælpeløse, kræftsyge og demente 90-årige mormor blive overladt til sig selv, uden den pleje, der her bliver nævnt!
Min mormor boede på korttidsafdelingen, inden hun skulle flytte på plejehjem - måske hun blev placeret det forkerte sted? Afdelingen virkede tom og forladt, det var i høj grad der, man følte sig som besøgende. I opholdsstuen sad en i kørestol og spurgte grædende, om vi ikke kunne hjælpe hende?
Min mormor var helt afhængig af pleje, og der var stort set ingen personale til stede. Jeg kan komme med flere kritikpunkter blandt andet:
- At der ikke blev reageret på alarmmåtten ved sengen, hvis den da ellers var tilsluttet! og det varede længe inden der dukkede hjælp på, det var vi som familie vidne til (hun nåede at falde og slå hul i hovedet).
- At der efter gentagne henvendelser fra familien ikke blev taget hånd om hende generende hævede ben.
- At man som besøgende måtte hjælpe til med toiletbesøg.
- At man fik at vide af en anden beboer, at de havde prøvet at ringe efter hjælp til min mormor, forgæves!
Det er helt uacceptabelt, at det forholder sig sådan! Og det er trist, at man som familie må tage derfra vel vidende, at der ikke bliver taget ordentlig hånd om ens kære. Jeg udtrykker hermed også min bekymring for andre beboere, der har svært ved at kommunikere, og hvor familien måske ikke lige er der for dem. Netop nævnte afdeling mangler tilstedeværende personale! Der burde være bare en tilstede for dem, der ikke selv kan tilkalde hjælp.