Fortsæt til indhold

Arbejdspladser hjem til Danmark og Skanderborg

Samfund
Af Finn Sander Jensen (S)

I de senere år er der forsvundet produktionsarbejdspladser fra Danmark og Skanderborg til lavtlønsområder andre steder i verden. Samtidig er arbejdsmarkedet herhjemme presset af lønmodtagere fra lavtlønsområder i EU. Den højeste velstand får vi ikke ved at konkurrere på lave lønninger, men ved en kombination af nyeste teknologi og en ny uddannelseskultur i virksomhederne i Skanderborg Kommune. Det skal være vores middel til at hjemtage arbejdspladser fra udlandet.
Skanderborg skal fortsat være et produktionsområde og med ny teknologi og uddannelse til alle medarbejdere, vil produkterne kunne laves bedre og billigere her end i fx Fjernøsten.
I en moderne produktionsvirksomhed vil de ansatte ofte skulle skifte arbejdsindhold. Det er et vilkår som følger med de mange og hurtige forandringer. Unge mennesker udvikler sig under uddannelse – det gør voksne altså også. Nøgler til at kunne kapere de mange forandringer er vedvarende uddannelse til alle ansatte.
For at skabe arbejdspladser, skal vi have skabt en ny og unik uddannelseskultur blandt virksomheder og lønmodtagere i hele Skanderborg Kommune. Det kræver et vellykket samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter, kommunen og uddannelsesinstitutioner. Det vil være i alles interesse, at vi skaber arbejdspladser.
Det er ikke en naturlov, at arbejdspladser flytter udenlands; vi skal hjemtage arbejdspladser og udnytte uddannelse og ny teknologi.