Hør Bibelen live
I Stjær Kirke kan du nu høre Markus Evangeliet
I dag er de fleste mennesker vant til, at tekster er noget man læser, eller noget andre læser op for en. Sådan har mange det også med Bibelen. Men fra begyndelsen var det næppe sådan. Da blev ordene ofte genfortalt. Det gør de igen i Stjær Kirke fredag 6. september klokken 19, hvor Klaus Højgaard Laursen reciterer Markus Evangeliet.
”Jeg forsøger at vække Bibelen til live med Bibelen Live. Ved at recitere teksterne, som er taget ordret fra Bibelselskabets udgave fra 1992, oplever jeg, at ordene bliver nye og levende for folk,” fortæller han.
Klaus Højgaard Laursen er oprindelig fra Bornholm, men flyttede til Århus, hvor han også har taget en bachelorgrad i teologi.
Der er gratis entre og arrangør er Stjær Galten Indre Mission.