Fortsæt til indhold

Vi bor og lever godt i Favrskov

En ny analyse af levevilkårene i landets kommuner placerer Favrskov Kommune på en 3.-plads kun overgået af Skanderborg og Egedal Kommune, når vi snakker levevilkår.

Samfund
Erling Baastrup

Ikke kun Dansk Industri sætter Favrskov Kommune i top fire, når det handler om vilkår for erhvervsvirksomheder. Nu giver det en tredjeplads i hele landet, når det drejer sig om at bo og leve.
Bag analysen står Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som har sammenlignet landets 98 kommuner inden for de fem hovedområder; uddannelse, arbejdsmarked, sundhed, demografi og indkomst

Fra syv til tre

I 2011 viste en lignende analyse fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd, at Favrskov Kommune var på en 7.-plads blandt landets kommuner. Siden 2011 har Favrskov bl.a. overhalet en række velhavende nordsjællandske kommuner.
”Vi har altid haft stort fokus på, hvordan vi anvender vores kommunale kroner bedst muligt til gavn for borgerne. Jeg er derfor glad for, at analysen bekræfter, at vi gør det rigtig godt i Favrskov. Det er en udvikling, som vi skal fortsætte,” fastslår Nils Borring.

Effektiv hjemmehjælp

Analysen baserer sig på en række indikatorer for borgernes velfærd. De viser bl.a., at Favrskov Kommune er i top, når det drejer sig om antallet af borgere i beskæftigelse, og samtidig er borgernes sundhed blandt landets bedste. Samtidigt viser analysen, at Favrskov Kommune er den kommune, der anvender ressourcer til hjemmehjælp til de ældre på den mest effektive måde.

Bedre uddannelser

Et af de områder, hvor analysen peger på mulige forbedringer i Favrskov Kommune er uddannelsesområdet, hvor borgerne i mindre grad end i de øvrige kommuner har en faglært uddannelse. Favrskov Kommune er opmærksom på udfordringen, og allerede inden sommerferien 2013 blev der sat særligt fokus på emnet på en erhvervskonference for kommunens større virksomheder, hvor undervisningsminister Christine Antorini deltog.