Byfornyelse OG erhvervsudvikling
Efter at have overværet Favrskov Kommunes fremlæggelse af ideerne for området Anbækvej – Industrivej - Vadstedvej i Hammel glæder jeg mig over, at disse ideer nu langt om længe begynder at tage form.
MEN byudvikling i Hammel handler om meget mere end at bygge et nyt plejecenter, nye attraktive boliger og grønne områder. For at puste nyt liv i Hammel, er det vigtigt også at fokusere på centrum, herunder Østergade. Hammel har altid været en rigtig god handelsby – det skal vi sørge for at den bliver ved med at være.
Jeg ser samtidig et kæmpestort behov for at fokusere på erhvervsudvikling i byen, for både industri og handel er en vigtig del af vores samfund. Jeg har fx ikke kunnet få et klart svar på status på genhusning af Delika. Jeg vil på det kraftigste opfordre til at der gøres, hvad der er muligt, for at sikre Delika som arbejdsplads i Hammel. Og jeg vil appellere til en hurtig og smidig behandling af denne udfordring.
Det gælder i øvrigt behandling af alle sager ift. såvel vores større og som mindre erhvervsvirksomheder – vi har brug for dem i både Hammel og i resten af kommunen.
Når så der er taget hånd om erhvervsudviklingen og vi har sikret et attraktivt bymiljø – skal vi huske også at sikre os, at de familier, der vil bosætte sig i Hammel, også har mulighed for at købe en byggegrund og bygge deres drømmehus. Planerne for udstykning af byggegrunde ligger så vidt jeg kan få oplyst klar – så sæt i gang!!
Nogle synes måske, at det er mange ting at sætte i gang på en gang. Men det er efter min klare overbevisning nødvendigt, for at byfornyelsen i Hammel får den ønskede effekt.