Og vi glemmer vort erhvervsliv i kommunen
Valgkampen er ved at være slut, glem ikke at stemme den 19. november.
Jeg har haft glæden ved at deltage i spændende valgmøder i Låsby, Herskind, Blegind, Galten og Galten Bibliotek samt besøgt valgmødet i Ry.
Vi har drøftet mangt og meget, alt sammen vigtigt, skolereformen, økonomi i skolerne, introduktion, skolestier, trafiksikkerhed, 3 sporet motorvej omkring Skanderborg, ældrepleje, offentlig transport, tidligere kommunal økonomi, nuværende økonomi o.s.v., alle meget vigtige opgaver - men på intet tidpunkt på møderne har vort erhvervsliv været ”udsat” for drøftelse. Jo, naturligvis skal vi ”nurse”, så vi kan tiltrække nye virksomheder, men ellers ikke.
Men! På valgmødet i Galten den 12. var der et spørgsmål om, hvorfor Skanderborg Kommune ikke gør mere brug af fagentrepriser. Baggrunden for spørgsmålet var, at Skanderborg Kommune gør brug af Hovedentreprise, hvorved mange af vore mindre og mellemstore håndværksvirksomheder ikke har mulighed for at byde ind, og derfor ikke får mulighed for anlægsarbejder i kommunen. Det blev også fremført, at netop de mindre og mellemstore håndværksvirksomheder er dem, der tager flest lærlinge! Og måske også dem der tager imod skolepraktikanter.
Desværre var spørgsmålet blandt de sidste 9, der skulle besvares sammen med afslutning indenfor 2 minutter, hvorfor alene 2 partier fandt tid til at kommentere ganske kort på vælgerens (virksomhedsindehaverens) spørgsmål. SF kunne meddele, at Skanderborg Kommune bekæmper social dumpning i kontrakter. Et totalt misforstået svar. Dansk Folkeparti fandt anledning til at nævne spørgsmålet.
Jeg finder spørgsmålet meget, meget relevant. Vi skal som kommune muliggør, at vore erhvervsvirksomheder, har mulighed for at deltage i konkurrence om arbejder for Skanderborg Kommune. Bemærk, det giver også arbejdspladser. Ikke Administrationscentret som er en for stor mundfuld, men hvorfor var f.eks. Biohuset i Galten ikke udbudt i fagentrepriser?
En række kommuner er på vej med ændring af udbudsform, så den tilgodeser de mindre virksomheder og konkurrencen. Falster Kommune udbyder principielt opgaver i den form. I København har den nye multiarena i Ørestaden været udbudt i totalentreprise, men den har bygherren netop trukket tilbage og sender nu i fagudbud for at spare penge og overholde budgettet. Aarhus Kommune skrottede i efteråret sin tidligere udbudspolitik og er netop nu på vej med en ny, der bruger fagudbud og dermed gør det muligt for lokale håndværkere at byde på opgaverne. Og den model er også på vej i Norddjurs, Langeland, Nyborg og på Lolland.
Jeg mangler Skanderborg Kommune på den liste.
Dette vil absolut være et af mine fokusområder i det nye Byråd, hvis I vælgerne giver mig den nødvendige støtte til det, naturligvis udover mine visioner om
- Byrådsmedlem for hele Skanderborg Kommune
- Bevar vore lokalsamfund, herunder skolerne.
- Styrk lokalområderne med kr. til kr., med respekt for nærheden
- Værn om og udbyg frivilligheden, der er uanede aktiver her.
- Styrk de kommunale kontorer for udadvendthed, d.v.s. overfor virksomheder, borgere, nye beboere og turisme.
- Arbejdsløsheden altid i top3…regnet fra mindste arbejdsløssprocent
- Altid i top 3 for undersøgelser om virksomhedstilfredshed
- Forbedre Flex-bus systemet også over kommunegrænsen.
- Stop udvidelse af provenu af grundskyld
- Målrettet nedgang i personskatterne
Og husk:
Skanderborg Kommune må aldrig blive så stærk, at den kan knægte den stærkeste.
Og Skanderborg Kommune må aldrig blive så svag, at den ikke kan støtte den svageste.
Med ønsket om et godt og stærkt erhvervsliv vil jeg gerne ønske alle et godt valg.