Ingen tung trafik lige her
En flok borgere i Hadsten fik etableret et møde med politikere på åstedet
Nogle helt unge cyklister slider sig op ad bakken, mens andre kommer susende nedad den dobbeltrettede cykelsti på vej hjem fra skole.
Vi er på Gl. Sellingvej i sydkanten af Hadsten. En lille vej som fører ned til Andreas Gadebergs Vej.
Her har grundejerforeningen siden 2006 nydt den sikre skolevej, som de 52 husstande og deres 80 børn har, når de skal til Østervangskolen.
Børnene kører på cykelstien og bliver gennem en tunnel ført under den stærkt trafikerede Skanderborgvej.
Nu er freden slut.
Jem & Fix på banen
En lokalplan har givet byggemarkedet Jem & Fix tilladelse til at åbne en afdeling på sydsiden af Gl Sellingvej, hvor der tidligere har ligget en gård.
Det betyder, at trafikken til byggemarkedet skal passere den sikre cykelsti med blandt andet tung trafik.
Derfor har grundejerforeningen gjort indsigelse mod dette punkt i lokalplanen, uden held.
“Jeg har tidligere holdt møde med Favrskov Kommunes arkitekt og fremlagt nogle alternative forslag til en indkørsel,” siger Casper Storm, som er talsmand for Grundejerforeningen Andreas Gadebergs Vej.
“Det kom der ikke noget ud af, og nu er projekteringen gået i gang,” siger han.
Derfor blev der torsdag indkaldt til et møde direkte på stedet, hvor indkørslen tænkes placeret.
Tre partier fra byrådet fra repræsenteret: Anders G. Christensen (V), Charlotte Green (K) og Isabell Friis Madsen (S).Sidsnævnte forklarede, at borgmester Nils Borring var forhindret i at møde op. Det samme var teknisk forvaltnings folk.
Sagen kan tages op igen
Til gengæld var udviklingschef hos Jem & Fix Anders Salling Larsen med til mødet.
Han kunne konstatere, at beboerne intet havde at udsætte på et nyt byggemarked i området, hvor XL-Byg A. Gadeberg har ligget helt alene.
“Men vi vil gerne være med til dette møde om trafik, for vi er jo ikke interesseret i at komme ind på bagkant. Vi vil gerne etablere en butik, som foråbentlig kan være til gavn for både Andreas Gadebergs Vej og andre,” forklarede han.
Og så blev der udvekslet synspunkter mellem de mange fremmødte.
Anders G. Christensen lovede, at han ville vende sagen med borgmester Nils Borring.
“For vi kan jo tage sagen op igen politisk,” mente han.