Fortsæt til indhold

SF blev valgets store taber

SF mistede en tredjedel af deres mandater i Hillerød og har nu kun et byrådsmedlem tilbage

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Socialistisk Folkeparti red ved sidste kommunalvalg højt på bølgerne fra Villyeffekten, men blev ved tirsdagens kommunalvalg til gengæld ramt af en dyb bølgedal.

I 2009 hamrede partiet igennem med en stemmeprocent, som gav tre medlemmer i byrådet, men denne gang måtte spidskandidaten Rikke Macholm se sig stå alene i byrådet. Der blev ikke sat krydser nok til, at hverken Peter Langer eller Janne Lunding Olsen fra 1. januar kan fortsætte i byrådet.

"Det er hårdt for mig at miste mine to SF-kolleger, og jeg er rigtig ked af det. Jeg synes, at både Peter og Janne har gjort det kanongodt, så det er et tab for både mig og kommunen," siger Rikke Macholm.

Hun mener, at partiet har gjort det rigtig godt lokalt, men er blevet ramt af de landspolitiske tæsk, som SF har fået.

"Jeg er helt overbevist om, at det skyldes, at SF er gået voldsomt tilbage over hele landet. Vi går procentvist mindre tilbage her i Hillerød, end vi gør landspolitisk. Samtidig synes jeg, vi har markeret os meget og har haft nogle særstandpunkter, som er blevet bemærket," siger hun og peger også på, at hun mener, flere har stemt på Socialdemokraterne for tydeligt at markere, at de ønsker Kirsten Jensen som borgmester.

"Dermed, tror jeg, Socialdemokraterne har fået nogle af de stemmer, vi ellers ville have fået."

Ærgerligt Kirsten ikke fortsætter

Hun er ked af, at stemmerne ikke rakte til, at Kirsten Jensen kunne fortsætte på posten.

"Men når nu tallene faldt ud, som de gjorde, så er Dorte Meldgaard er godt bud på en borgmester. Jeg har samarbejdet med hende i to udvalg, og det samarbejde, synes jeg, har fungeret fint. Så jeg tror, vi kan lave en fornuftig politik sammen, hvor SF også kan komme igennem med vores synspunkter".
Rikke Macholm fik 511 stemmer - og kan nu håbe på at få en udvalgsformandspost i konstitueringen med K, S, Fælleslisten og Radikale. Hun er i øjeblikket formand for Børne- og familieudvalget.