“I skal ud til de unge”
Line Topsi Hedegaard er i tvivl om, hvad det nytter at stemme. Ugebladet gjorde både hende og borgmester Morten Slotved klogere
Midt i valgkampen fik Ugebladet et læserbrev fra Line Topsi Hedegaard.
Som 19-årig er det kommende kommunalvalg første gang, at Line kan stemme, men hvad nytter det?
"Hvad laver vores borgmester for eksempel? Hvilken betydning har de kommunale politikere for ting, der berører min hverdag?" spurgte Line i sit læserbrev.
Det satte Ugebladet sig for at opklare, så vi satte et møde i stand mellem hende, borgmester Morten Slotved og centerchef Søren Nabe-Nielsen for kultur og fritid i Hørsholm Kommune.
Politik og administration
Som borgmester er Morten Slotved den eneste fuldtidspolitiker, men både kommunalbestyrelsen som helhed og administrationen bag træffer beslutningerne, lagde han ud med at forklare.
"Jeg har det politiske ansvar for, hvad der sker i kommunen. Skal vi gøre noget ved idrætsparken? Skal vi lave en motorvej ned gennem Usserød Kongevej?" spurgte borgmesteren retorisk og tog så skateparken som eksempel.
"Måden, man gør det på, er, at udvalgene mødes en gang om måneden. Vi ved ikke, hvordan man bygger en skatepark, men så har vi Søren med på mødet. Han ved måske heller ikke noget om skatebaner," sagde Morten Slotved, mens Søren Nabe-Nielsen fortsatte:
"Så må jeg ud med mine medarbejdere og undersøge, hvad man får for de fire millioner kroner, politikerne har afsat. Skal der være U-ramper for eksempel? Så er vi inde og se på ramperne i Fælledparken, men vi spørger også brugerne," forklarede Søren Nabe-Nielsen.
Kender hinanden
"Hvor meget plads har en kommunalpolitiker så til at påvirke, hvad der sker?" spurgte Line.
"Det kommer meget an på området. Vi kunne lukke alle kultur- og fritidstilbud, hvis vi ville. Vi har også en del at sige om folkeskolen, hvor vi f.eks. kan beslutte at lægge os over minimumskravet til undervisning. På job- og arbejdsløshedsområdet er det svært, for der er mange lovkrav fra Folketinget," forklarede Morten Slotved.
"Hvor meget betyder det så, at man er fra et parti?" spurgte Line.
"Lokalpolitik har jo mere at gøre med, at vi kender hinanden og samarbejder. Så kigger vi ikke så meget på, om der er nogen, vi skal synes er dumme, som man måske ville gøre landspolitisk," svarede Morten Slotved.
Ud til de unge
Ifølge Line Topsi Hedegaard er lokalpolitik meget langt væk fra de unge og de informationskanaler, de bruger.
"Jeg havde samfundsfag i et år på gymnasiet, og der havde vi ikke rigtig noget. Og når man så åbner Ugebladet, står der kun noget om spildevand, som det er svært for mig at have en holdning om. Jeg vil rigtig gerne stemme, for det er vigtigt, men jeg synes, at det er svært," sagde hun.
Morten Slotved medgav, at politikerne ikke er så gode til at komme ud med budskaberne i øjenhøjde med de unge.
"Alle steder, hvor du er i kontakt med det offentlige, har kommunen en indflydelse. Jeg kan godt forstå, hvis du tror, at der ikke sker en skid i kommunen, men det meste af tiden er der faktisk konsensus i kommunalbestyrelsen, og derfor hører man måske ikke så meget om det. Men vi har nu indført en uges uddannelse i demokrati i 9. klasse," sagde han, der gerne ville vide mere om, hvordan lokalpolitik bliver relevant for Line og hendes jævnaldrende.
"I skal meget mere ud til os, og jeres holdninger skal på Facebook, Twitter og blogs. Hvis man skriver noget relevant, begynder folk at dele det. Selv om man kan undersøge det selv, gør de unge det ikke. Inde på kommunens hjemmeside står der heller ikke noget - der er bare noget om tast-selv-borgerservice," sagde Line og uddybede det med sin egen baggrund som spejderleder i Bent Byg Gruppen:
"Jeg tror ikke, at de unge ikke vil engagere sig. Det er bare ikke relevant nok. Jeg har lige været til korpsrådsmøde. Der har man stemmeret, fra man er 15, og der er mange unge med stort engagement, for det er relevant for dem," pointerede hun.
Input begge veje
Så det var ikke kun Line Topsi Hedegaard, der blev klogere i løbet af mødet. Morten Slotved medgav, at budskaberne kan leveres på en både mere direkte og sjov måde, så de unge også fænges. Og Søren Nabe-Nielsen opfordrede Line til at komme med input i det projektarbejde, hans forvaltning lige nu har omkring ungelivet i Hørsholm.
Efter mødet følte Line sig lidt bedre orienteret om, hvad der egentlig foregår på rådhuset, men også stadig forvirret.
"Jeg blev helt sikkert klogere - men jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stemme," konkluderede hun.
Det har hun - og alle andre - indtil 19. november til at afgøre.
Du kan læse hele Line Topsi Hedegaards indlæg her.