Fitness-centret er blevet endnu mere fit
Indvielse af nyt fitness-center ved Rougsøhallen
Der bliver gang i sagerne, når Rougsøhallens nye fitness-center indvies. Det sker søndag 17. november, og der bliver aktiviteter både inde i motionscentret og udenfor på p-pladsen.
Finesse til boksesækkene
Rougsøhallen har taget 1 mio. kroner hjem i kommunegaranteret lån og har fået en masse for pengene. På førstesalen er der blevet indrettet et lyst og godt lokale til motionsmaskinerne. Loftet er blevet fjernet til kip og der er kommet nyt lys og ovenlys.
Halinspektør Poul Pedersen fortæller, at der også er blevet plads til et nyt fritvægtsstativ, og efter nytår kommer der yderligere et løbebånd.
Nedenunder, hvor fitness-rummet var før, er der nu blevet multisal til holdtræning og opvarmning for håndbold. Her glæder Poul Pedersen sig over en fiks detalje, som han tror Rougsøhallen er alene om indtil videre. I stedet for at boksesækkene som tidligere lå slænget henad gulvet og skulle hægtes fast i en krog inden brug, hænger de nu fast i en skinne i loftet og skal blot køres frem, når de skal bruges. Det er et system, som det lokale firma AltmuligManden har udviklet.
Desuden har spinningrummet fået ny ventilation og branddør.
Nye hold og mere liv
Med det nye fitness-center oprettes der også nye hold. For eksempel kan unge komme og dyrke motion til ekstra høj musik fredag aften klokken 19-21.
Motionscentret giver mere liv i hallen, fortæller Poul Pedersen, idet motionisterne skal igennem hallen for at komme til fitness-lokalerne. Det giver dem samtidig mulighed for at se, hvad der ellers er af motionstilbud. Således har otte unge mennesker, der ikke tidligere har spillet, netop meldt sig til badminton.
For dem der dyrker crossfit er der nu blevet et hold, der udfolder sig i en lade i Voer.
480 medlemmer
Poul Pedersen glæder sig over et flot medlemstal på 480 i motionsafdelingen. Det tæller både dem, der sveder ved motionsmaskinerne, dem der dyrker holdsport som step, boksning, mave-balle-lår, zumba etc., og dem der dyrker løb i Rougsø Runners.
Der er 21 ulønnede instruktører, der alle er blevet klædt på med et kursus i DGI.