Fortsæt til indhold

Nyt image i Rundhøj - tak

Rundhøj Torv ligner lidt en ruin, når man kører ind til det, men det skal der nu laves om på

Samfund
Camilla Olesen

"Rundhøjtorv er ikke kønt at se på."
Så klar er meldingen fra leder af det boligsociale arbejde i Rundhøj, Ulla Lerche.
Grunden i starten af torvet er slidt og ikke særlig pæn, og det er ikke med til at gøre området indbydende, mener hun sammen med leder af Ung i Aarhus Horsensvej, Michel Larsen.
Udover at torvet er mindre pænt, var der sidste år meget uro på og omkring torvet. Der blev røget hash, og der var mistanke om handel med det. Derudover kom der tit nogle store mænd i deres store, sorte biler med løsgående hunde. De indtog området omkring Netto, og det har været med til at gøre det utrygt for områdets beboere at færdes på torvet. Det hele har været med til at skabe et træls image omkring Rundhøj Torv.
Det skal der laves om på, hvis det står til Ulla Lerche og Michel Larsen.
"Vi har haft indkaldt til stormøde omkring torvet for at se, hvad vi kan gøre. Der er et stort engagement i området, så lad os bruge samme model, som da folk kæmpede for at bevare Rundhøjskolen," siger Michel Larsen.

Nyt indtryk

Tanken er, at torvet skal være et samlingssted for beboerne, og at det indbyder til fællesskab og aktiviteter.
"Det ser sølle og brugt ud nu. Vi vil gerne signalere, at der er rent og pænt, og det kræver, at det får et gevaldigt løft," siger Ulla Lerche, og Michel Larsen supplerer:
"Torvet skal være attraktivt for alle, og der skal være liv herude."

Politiet hjælper

Morten Daugaard, vicepolitikommissær og leder af forebyggelsessektionen ved Østjyllands Politi, fortæller, at politiet har haft ekstra fokus på Rundhøj-området i forbindelse med mistanken om hash-handel.
"Vi har brugt meget tid på at køre i Rundhøj. Der er dog et godt samarbejde i området, og jeg er sikker på, at hvis beboerne står sammen, så bliver torvet mere attraktivt, og det vil være med til at holde de trælse typer væk fra stedet," siger Morten Daugaard.

Samarbejdet styrker

Hos leder for SSP (skole, socialforvaltning, politi, red.) i Aarhus Kommune Toke Agerschou er samarbejdet og sammenholdet i Rundhøj også nøgleordene til forandringer.
"Erhvervslivet og befolkningen skal være med til at lave ændringerne i området. Vi er med til at få sat gang i processerne omkring forandringerne, og hvad der skal til for, at torvet bliver omdefineret. Det er ikke nok, at politiet bare rydder op i området, vi er også nødt til at gøre noget andet. Lige nu er torvet ikke særlig indbydende," siger Toke Agerschou og fortsætter:
"Der er rigtig mange gode kræfter samlet i Rundhøj, og jeg er helt overbevist om, at torvet nok skal blive ændret, så torvet ikke er et sted med problemer, men et attraktivt sted."
I løbet af marts går man for alvor i gang med at finde ud af, hvad de forskellige, involverede personer skal gribe fat i. Blandt andet skal de finde ud af, hvor finanserne til ansigtsløftningen skal komme fra.