Vi lukker et udrejsecenter på Sjælsmark igen
Den konservative partileder lover nu, at partiet i en ny regering vil gøre alt for at få flyttet det planlagte udrejsecenter på Sjælsmark Kaserne væk igen
Hørsholms borgmester Morten Slotveds kamp mod et udrejsecenter på den nedlagte Sjælsmark Kaserne er nu blevet en landspolitisk mærkesag for de konservative. Hørsholms konservative borgmester har fået håndslag af sine partifæller i folketinget på, at de vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at få lukket og flyttet et kommende udrejsecenter på Sjælsmark, hvis partiet skulle komme i regering efter næste valg.
"Jeg kan selvfølgelig ikke love med garanti, at centret så også vil blive lukket. Men jeg er overbevist om, at vi nok skal få de andre borgerlige partier i en regering med på det. Og mon ikke også de embedsfolk, der sidder med arbejdet i dag, nu vil overveje en ekstra gang, om det er det hele værd, når centret alligevel vil blive flyttet igen," lød det fra den konservative partileder Lars Barfoed, da han sammen med Morten Slotved, Allerøds borgmester Erik Lund og den konservative rets- og udlængeordfører Tom Behnke tirsdag eftermiddag besøgte Sjælsmark Kaserne for at aflevere den konservative udmelding til medierne i samlet flok og enighed på rette sted.
Savner åbenhed
Når de konservative allerede nu melder ud, at en lukning af et nyt udrejsecenter på den nedlagte Sjælsmark Kaserne vil være så væsentlig en mærkesag for partiet i en ny regering, er det fordi, at beslutningen om at lægge udrejsecentret på Sjælsmark kaserne efter partiets mening ikke bare er helt hen i vejret men taget direkte hen over hovedet på de berørte kommuner, Allerød og Hørsholm.
"Vi savner åbenhed i denne sag. Det er helt utilstedeligt og imod al regeringspraksis, at Hørsholms borgmester først skal høre om beslutningen, når han bliver kontaktet af en borger, der har søgt aktindsigt i sagen. Og det bliver ikke mindre besynderligt af, at justitsministeren på spørgsmål fra vores rets- og udlændingeordfører Tom Behnke har svaret, at Justitsministeriet har modtaget positive tilkendegivelser fra andre kommuner, der gerne vil have flygtningecenteret."
Fortsætter kamp
Lars Barfoed lover derfor, at han og partifællerne på Christiansborg vil fortsætte kampen imod udrejsecentret på Sjælsmark og opbakningen til de lokale kommuner i området - også op til et valg.
"Vi skal skabe tryghed i lokalområdet, og det gør man altså ikke ved at øge antallet af udenlandske asylansøgere i det her område," slutter han.