Juleinspektør for niende år i træk i Den Gamle By
Jens Ingvordsen er juleinspektør, når Den Gamle By holder jul i november og december måned
16. november åbnede Den Gamle By i Aarhus midtby igen op for klejner, julelys og hjemmelavet gløgg. Igen i år bliver det med museumsinspektør Jens Ingvordsen ved roret, da han for niende år i træk er udnævnt til juleinspektør i Den Gamle By.
Han fortsætter dog med sine andre opgaver i Den Gamle By samtidig med arbejdet som juleinspektør. Den supplerende titel bunder i Jens Ingvordsens store interesse og indsigt i netop den danske juls historie, og han har siden 2005 haft det museumsfaglige ansvar for Jul i Den Gamle By.
En af nyhederne i jul i Den Gamle By er Julelabyrinten i Julehuset på Torvet. Her kan gæsterne møde forskellige spørgsmål og dilemmaer, som vedrører julen.
Først skal man gøre op med sig selv, om man siger ja eller nej til julens glæder. Derefter følger man forskellige spor, alt efter hvilken gruppe, man tilhører.
Undervejs er der oplevelser for alle med legezone, quiz og spørgsmål.